Fortsæt til indhold

Cementgigant ser store synergier efter svært kvartal

Sammensmeltningen af de to store cementkoncerner Lafarge og Holcim har onsdag morgen givet sit bud på en køreplan for anden halvdel af 2015.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Ledelsens opmærksomhed vil blive rettet mod at gennemføre fusionen, eller at eksekvere og integrere som det hedder i overskriften til en børsmeddelelse. Meldingen ledsages af et skuffende kvartalsregnskab fra den ene af de to fusionspartnere, Lafarge.

Finansielt skal der leveres synergier i andet halvår for mindst 100 mio. schweizerfranc, og investeringerne skal reduceres med mindst 200 mio. schweizerfranc.

Synergierne er del af et større program, der skal give besparelser og fordele på sammenlagt 1,5 mia. schweizerfranc ved udgangen af år tre efter fusionen.

- Vi fortsætter med at være underlagt krævende globale markedsvilkår og det har påvirket vores præstationer i første halvår. Men som nyt selskab har vi ramt jorden i løb. Et team på 200 ledere i LafargeHolcim mødtes så sent som i sidste uge for at afstemme prioriteter, målsætninger og initiativer til at drive integrationsprocessen, siger fusionsselskabets topchef Eric Olsen ifølge en meddelelse.

Fremadrettet kan aktionærerne se frem til et udbytte på mindst 1,30 schweizerfranc for 2015. Gælden ventes reduceret mod udgangen af året via frasalg, der ventes at løbe op i mindst 6 mia. schweizerfranc. Dermed vil gælden komme under 15 mia. schweizerfranc, vurderer cementkoncernen.

De to selskaber har desuden offentliggjort regnskaber for andet kvartal, og for Lafarges vedkommende er det ganske skidt. Lafarge kom således ud af perioden med et underskud på 381 mio. euro, mens analytikere havde ventet et overskud på 224 mio. euro for perioden, ifølge Bloomberg News. Lafarge ville samtidig have måttet nedjustere forventninger til driften, hvis ikke det havde været for fusionen.

Holcim leverede et resultat efter skat på 263 mio. schweizerfranc i første kvartal.

Artiklens emner
Holcim
Lafarge