Fortsæt til indhold

Hackere tog kontrol over en Tesla Model S

Den amerikanske elbilsproducent har nu udsendt en opdatering, som lukker hullet.

Erhverv
Aktiefokus

Den amerikanske el-bilproducent Tesla har vundet stor popularitet blandt formuende personer, men nu har cybersikkerhedsforskere afsløret seks betydelige mangler i Tesla Models S. De giver hackere mulighed for at overtage kontrollen med bilen og bringe chaufførens sikkerhed i fare.

Det skriver den britiske finansavis Financial Times, som pointerer, at sikkerhedsbristerne vil blive præsenteret på cybersikkerhedskonferencen Def Con i Las Vegas.

Det kommer efter sidste måneds artikel i Wired, hvor magasinet havde fået hackere til at overtage kontrollen med en Jeep Cherokee via internettet, og de fik bilradioen til at slukke og bilen til at stoppe helt efter at have kørt med over 100 kilometer i timen.

Sikkerhedsforskerne, som er såkaldte 'White Hat'-hackers, der undersøger internetforbundne enheder for at presse virksomhederne til at forbedre sikkerheden, blev nødt til at have fysisk tilgang til Teslaen via et ethernet-kabel for at kunne hacke den. Derefter kunne de så tilgå den fra lang afstand.

Hackerne kunne i modsætning til sagen med Jeepen kun hacke Teslaen ved lave hastigheder på cirka 8 kilometer i timen, hvor de blandt andet kunne slukke for musikken og sætte håndbremsen til og derved stoppe bilen.

Men ved større hastigheder satte Teslaens sikkerhedssystem til. Tesla har allerede taget konsekvensen af hacket og udsendt en opdatering, som kan downloades via wifi eller en mobil-forbindelse.

Tesla-aktien dykkede torsdag med 8,88 pct. efter regnskabet for andet kvartal, hvor underskuddet var mindre end ventet, men hvor bilproducenten blev nødt til at nedjustere forventningerne til antallet af solgte biler fra tidligere 55.000 til imellem 50.000-55.000. Det skabte bekymringer omkring Teslas mål om at kunne levere 74 pct. flere biler i år end i fjor.

Det var især problemer med at overholde produktionsplanen med den nye SUV Model X, der ledte til nedjusteringen.