Sådan vil Københavns Lufthavn undgå sexchikane-beskyldninger i fremtiden
I dag udføres sikkerhedstjekket manuelt af lufthavnens personale, men det er snart slut pga. ny teknologi.
24 nyindkøbte såkaldte security scannere (kropscannere) til ca. én mio. kr. stykket er løsningen, der skal forhindre flere sexchikane-beskyldninger mod sikkerhedspersonalet hos Københavns Lufthavn.
”I stedet for at røre en hel krop, så skal vi kun røre lige præcis der, hvor scanneren giver et udslag. Så det er en helt anden oplevelse både for medarbejdere og passagerer,” fortæller Johnnie Müller, der er sikkerhedschef hos Københavns Lufthavn.
Implementeringen af de nye scannere er allerede undervejs, og maskinerne vil stille og roligt blive sat i drift fra nu frem mod 1. september, hvor et nyt set EU-regler tvinger lufthavnen til at indføre nye sikkerhedstiltag.
Ifølge sikkerhedschefen vil passagerne ikke opleve længere ventetid, når det manuelle tjek forsvinder.
”Scanneren kan gennemlyse hele kroppen for at kontrollere, om der er noget gemt under tøjet. I de senere år har man som passager kunnet opleve dem i de fleste amerikanske lufthavne, i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam samt i Londons Heathrow-lufthavn,” siger Johnnie Müller.
De rejsende skal, som i dag, først igennem den såkaldte doorway scanner, som kontrollerer passageren for metalgenstande. Ifølge sikkerhedschefen er det kun passagerer, som giver en alarm ved doorway scanneren, der skal gå en tur igennem nye maskiner.
”Du går gennem scanneren, og så får vi et billede af en tændstikmand, hvor vi får en grøn indikation, hvis der ikke er noget galt, og hvis der er noget, så vil den med en markering på kroppen vise en alarm - det kunne eksempelvis være i en lomme på bukserne,” forklarer han.
Maskinerne blev indkøbt efter et EU-udbud i foråret, hvor den tyske sikkerhedsleverandør Smith Detection løb med sejren.
”Vi har testet tre forskellige maskiner og interviewet passagerne for at få feedback, vi kunne bruge i forbindelse med implementeringen,” siger han.
Fredag aften beklagede Københavns Lufthavn selv beskyldninger om sexchikane, som flere kvinder angiveligt skulle have været udsat for i forbindelse med det nuværende manuelle sikkerhedstjek. Nu håber Johnnie Müller, at det ikke vil blive et problem i fremtiden.
”Det er enormt ubehageligt for passageren uanset, fordi det er et fremmed menneske, som rører ved din krop. Det sker ikke med body scanneren,” siger han.
Hvert år går omkring 13 mio. passagerer igennem sikkerhedskontrollen i Kastrup. To gange inden for de seneste tre år er kontrollen blevet kåret til verdens bedste.

