Axcel planlægger notering i Sverige
Danmarks største kapitalfond, Axcel, arbejder på at børsnotere tagproducenten Nordic Waterproofing for et milliardbeløb på børsen i Sverige.
Kapitalfonden Axcel arbejder i al hemmelighed på en milliardnotering af sin virksomhed Nordic Waterproofing. Det er dog ikke den danske fondsbørs, der kan glæde sig over udsigten til den kommende notering, men i stedet OMX i Stockholm.
Finans erfarer således, at Axcel har sendt et såkaldt Request For Proposal (RFP) ud til en række nordiske banker, herunder SEB og Carnegie, med henblik på at få deres oplæg til, hvordan en børsnotering skal foregå.
Det forventes, at Nordic Waterproofing vil få en markedsværdi på omkring 1,3 mia. kr. baseret på selskabets resultater i 2014, hvor den svenske tagdækningsvirksomhed havde et driftsresultat før renter og afskrivninger på 155 mio. kr.
»Vi har ejet selskabet i fire år og har oplevet stor fremgang i ejerperioden. Nu evaluerer vi vores strategiske muligheder deriblandt en eventuel notering,« siger partner i Axcel Vilhelm Sundstrøm.
En notering i Sverige er det mest oplagte valg for Nordic Waterproofing, både fordi virksomheden er svensk, men også fordi den danske børs simpelthen ikke egner sig særlig godt til virksomheder af den størrelse, siger en kilde med indgående kendskab til processen.
Axcel købte Nordic Waterproofing i 2011 og ejer 83 pct. af virksomheden. De senere år har firmaet oplevet stabil fremgang – bl.a. takket være en bedring i byggeriet i Norden.
Flere kilder peger derfor over for Finans på, at timingen ved en exit nu er optimal, da Axcel har haft held med en række tiltag i virksomheden, så den nu fremstår salgsklar.
Noteringen af Nordic Waterproofing sker sideløbende med, at den langt større konkurrent Icopal også arbejder målrettet på at gøre sin entre på børsen i Danmark. Det betyder, at Nordea, der rådgiver Icopal om den forestående notering, ikke har haft mulighed for at byde ind på opgaven med Nordic Waterproofing, da de to firmaer på mange markeder er konkurrenter.
For Axcel kan noteringen af den svenske tagvirksomhed meget vel gå hen og blive en tiltrængt succes for den danske fond i Sverige, hvor Axcel tidligere har haft udfordringer – bl.a. med selskabet JB Education, der gik konkurs i slutningen af 2013.

