Fortsæt til indhold

Sydbank: Ikke overraskende med direktørexit i Nordea

Det er ikke overraskende, at Christian Clausen efter otte år forlader posten som topchef for Nordea, og det er umiddelbart positivt, at afløseren er fundet internt i banken.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Det siger analysechef i Sydbank Bjørn Schwarz i en umiddelbar kommentar til Ritzau Finans.

- Det er ikke den store overraskelse, at koncernchefen træder tilbage nu. Dels har der været rygter i markedet og medierne henover sommeren om, at der var en proces i gang, dels har han siddet i otte år og har alderen til at kunne træde tilbage, siger Bjørn Schwarz.

Han finder måske tidspunktet en smule overraskende.

- Man har haft en længerevarende proces i gang, og det er positivt, at man finder kandidater internt, da man blandt andet er i gang med store it-projekter og omlægninger. Jeg vurderer umiddelbart, det er en rigtig god løsning for Nordea, konstaterer han.

Christian Clausen afløses af finnen Casper von Koskull, der er 54 år og kom til Nordea i 2010 som leder af Wholesale Banking og medlem af koncernledelsen.

Nordea har endvidere udnævnt Torsten Hagen Jørgensen til ny vicekoncernchef og Group Chief Operating Officer (COO). Torsten Hagen Jørgensen, der er 50 år, har været leder af Group Corporate Centre og Group CFO i Nordea siden januar 2013. Han blev ansat i banken i 2005 og har været medlem af koncernledelsen siden 2011.

Artiklens emner
Nordea
Casper von Koskull