Dagens.dk tavs om cypriotisk moderselskab
Et af Danmarks hurtigstvoksende netmedier er ejet af cypriotisk holding-firma. Medstifter og direktør er sparsom med oplysninger om konstruktionen, og hvem der står bag.
Netmediet Dagens.dk har efter en svær økonomisk begyndelse sat kurs mod sit første overskud nogensinde. Frem til slutningen af april i år har netmediet haft et overskud på 94.000 kr., viser årsregnskabet for Nyhedsgruppen Aps, som står bag Dagens.dk.
Fortsætter takterne fra årets første måneder året ud, vil det vække glæde på Cypern.
Nyhedsgruppen Aps, som står bag Dagens.dk, er nemlig ejet af det cypriotiske selskab Alkinz Holding Ltd. med adresse i den cypriotiske hovedstad Nicosia. Siden 13. juli 2013 har det cypriotiske firma ejet 100 pct. af aktierne i Nyhedsgruppen, viser oplysninger i CVR-registret.
Nyhedsgruppens medstifter og direktør Kasper Christensen oplyser i en mail, at han ikke ønsker at kommentere ejerstrukturen bag Dagens.dk. Han stiftede oprindeligt Dagens.dk sammen med den tidligere webchef på Jydske Vestkysten, Holger Madsen, der i dag er ude af mediet.
Efter et millionstort underskud i 2013 og et væsentligt mindre i 2014 har Nyhedsgruppen tabt selskabskapitalen, hvilket flere gange har kastet en anmærkning fra selskabets revisor af sig.
De økonomisk trængte tider har betydet, at Nyhedsgruppen har opbygget en gæld til moderselskabet på 3,1 mio. kr. Nyhedsgruppens ledelse beroliger i årsregnskabet for 2014 med, at det cypriotiske moderselskab ikke vil kræve gælden tilbagebetalt i løbet af 2015.
"Kreditor for selskabets langfristede gæld på 3.145.425 kr. har tillige afgivet erklæring om ikke at ville kræve beløbet tilbagebetalt helt eller delvist såfremt det måtte medføre, at selskabet ikke kan betale øvrig forfalden gæld og at tilføre selskabet den nødvendige likviditet," skriver ledelsen i regnskabet.
Oplysningerne om Dagens.dk's cypriotiske moderselskab Alkinz Holding Ltd. er sparsomme. I det danske CVR-register oplyses det ikke, hvem der står bag det cypriotiske selskab.
Eneste oplysning om selskabet er, at det har hjemme på adressen 1 Avlonos Street i Cyperns hovedstad, Nicosia. På samme adresse har en række andre selskaber hjemme inklusiv en afdeling af den russiske bank Russian Commercial Bank.


