Fortsæt til indhold

Stylepit-formand: Bestseller-indtog er et tegn på en god fremtid

Modeselskabet Stylepits fremtid er sikret med tilsagn om aktiekøb fra Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.

Erhverv

Modeimperiet Bestsellers hovedrige ejer, Anders Holch Povlsen, er vendt på en tallerken.

I stedet for at smække kassen i for online tøjforretningen Stylepit, så har han besluttet ikke alene at deltage fuldt ud i en kapitaludvidelse. Han har tilmed fremsendt et købstilbud på de øvrige aktier i selskabet.

Dermed er Stylepit sikret en livgivende kapitaltilførsel på 48 mio. kr., og samtidig er man på vej til at sikre sig det vel nok stærkeste tøjkort i ryggen.

»Jeg ser det som helt afgørende, at vi får kapitaliseret selskabet. Desuden er det interessant at have en stor og professionel aktionær i selskabet. Det kan være med til at udvikle selskabet i den her meget spændende internethandel,« siger N. E. Nielsen, der tiltrådte som ny bestyrelsesformand i juni.

Jeg kom ind i selskabet i juni, og alt, hvad der er foregået før den tid, er fortid.
N. E. Nielsen, bestyrelsesformand, Stylepit

Stylepit har leveret dundrende millionunderskud på sammenlagt knap 160 mio. kr. de seneste to år, og for få dage siden meddelte selskabet, at også det seneste regnskabsår byder på et minus - forventeligt på 52 mio. kr.

Men nu kan der altså være sikret frisk kapital og en ny ejerstruktur, der formentlig ikke mindst er afstedkommet af, at Anders Holch Povlsen forsøger at redde den investering på et trecifret millionbeløb, som han allerede har foretaget i selskabet.

»En stor og dygtigt drevet modekoncern som Bestseller kan bringe viden, erfaring og koncepter, som det bliver interessant at arbejde videre med,« siger N. E. Nielsen.

Han vil ikke tale om fortiden og de fejl, der er begået før hans indtog. Heller ikke fremtiden er han meget for at spekulere i, før den nuværende redningsaktion er gennemført på tilfredsstillende vis.

»Jeg kom ind i selskabet i juni, og alt, hvad der er foregået før den tid, er fortid,« siger han.

Hvordan skal selskabet udvikles herfra?

»Lad os nu se til den tid og ikke komme med store, forkromede løsninger på nuværende tidspunkt,« siger N. E. Nielsen.

Anders Holch Povlsens købstilbud lyder på 0,20 kr. pr. aktie, og han er allerede sikret godt 48 pct. af aktierne efter overtagelsen, men rigmanden går efter minimum 50,01 pct. og gerne samtlige aktier.

Skal du fortsætte som formand, hvis Anders Holch Povlsen træder ind som majoritetsejer?

»Det har vi ikke talt om. Det har først og fremmest været et spørgsmål om, at det er lykkedes at skabe en platform for videreførsel,« siger N. E. Nielsen.

Selskabets egenkapital vil ifølge prospektet i forbindelse med kapitaludvidelsen vokse til 56,4 mio. kr. efter fradrag af provision og omkostninger, når samtlige udbudte aktier bliver tegnet.

Artiklens emner
Bestseller
Stylepit