Fortsæt til indhold

Pensionen bliver udskudt og gør op med historisk tendens

Medlemmerne i Industriens Pension nærmer sig 65 år, inden de påbegynder deres pensionsudbetalinger, viser ny analyse.

Erhverv

De danske kvinder er godt i gang med at udligne pensionsforspringet til mænd.

Det viser en analyse, som Industriens Pension har fået lavet blandt sine 400.000 medlemmer.

Kvinder har i mange år været hurtigere til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at gå på pension, men er begyndt at udskyde pensionen længere og længere. I løbet af de seneste syv år er deres pensionsalder hævet med to et halvt år, mens mændenes er øget med halvandet år, ifølge analysen.

Dermed nærmer kvinderne og mændene sig hinanden, hvad angår pensionsalder.

»Tallene viser, at mange er ved at vænne sig til tanken om at arbejde længere, hvilket medfører senere pensionsudbetalinger,« siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Hun peger på, at ændringer af efterløn og beskatning også har betydning for, hvornår man vælger at gå på pension.

»Samtidig er det ikke længere en selvfølge, at kvinder trækker sig før tilbage, men omvendt er det faktisk dem, der i mange tilfælde bliver længere på arbejdsmarkedet,« siger Joan Alsing.

I 2007 var den gennemsnitlige pensionsalder blandt Industriens Pensions kvindelige medlemmer 61,6 år. Sidste år var den steget til 64 år. Hos mændene er pensionsalderen steget fra 63,2 år i 2007 til 64,8 år i 2014.

Gennemsnitlig pensionsalder i Industriens Pension:

PensionsårKvinderMændSamlet
200761,663,262,8
200862,263,963,5
200962,664,063,7
201062,664,063,7
201163,164,263,9
201263,464,564,2
201363,664,464,2
201464,064,864,6

Kilde: Industriens Pension.

Tendensen er særligt aktuel, da Folketinget til efteråret sætter sig sammen for at beslutte, om pensionsalderen skal hæves. Danskerne lever længere, og derfor er det forventet, at politikerne på Christiansborg vil øge pensionsalderen. Samtidig lægges der op til, at politikerne hvert femte år skal forhandle om, hvor høj pensionsalderen skal være 15 år ud i fremtiden.

»Tallene viser, at mange er ved at vænne sig til tanken om at arbejde længere, hvilket medfører senere pensionsudbetalinger.«
Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

I den nuværende aftale kan pensionsalderen højst stige med ét år hvert femte år - og vel at mærke første gang i 2030.

Analysen fra Industriens Pension indikerer, at der er sket et skifte i danskernes bevidsthed, mener Joan Alsing.

»Sætter man det op mod, at pensionsalderen kan nå helt op på 82 år i år 2100, hvis det skal holde trit med udviklingen i levealderen, så er det en helt ny virkelighed, vi står og kigger ind i. Og den stiller store krav om fleksibilitet på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Hvornår kan du forvente at gå på pension fremover?
Artiklens emner