Fem tegn på, at din virksomhed er på vej i graven
Mange virksomhedsejere er for langsomme til at se krisen i øjnene, mener projektleder.
Det kan være svært at erkende, at den virksomhed, man har født og opfostret, er i store problemer. Og selv når man har erkendt det, kan det være svært at bede om hjælp.
Det oplever i hvert fald Svend Røge, der i flere år har arbejdet som projektleder i Early Warning.
Early Warning er et projekt under Erhvervsstyrelsen, som er forankret i de regionale væksthuse, og som siden sin etablering i 2007 har hjulpet tusindvis af virksomheder med at afværge konkurs.
Alene i år har over 300 virksomheder bedt om hjælp af Early Warning, der med 100 erfarne erhvervsfolk i ryggen stiller gratis rådgivning til rådighed. Men hvornår skal man som virksomhedsejer bede om hjælp?
Herunder opstiller Svend Røge de fem advarselstegn, der kan indikere, at ens virksomhed er på vej ud i uføre.
1. Faldende omsætning
Hvis omsætningen falder, kan man hurtigt få problemer med finansieringen af sin virksomhed. Særligt fordi det ofte er både svært og ubehageligt at foretage de ændringer, der skal til for at forbedre bundlinjen - og dermed likviditeten. De fleste ejere kommer for sent i gang, og det er giftigt, fordi risikoen for konkurs forøges dramatisk, jo længere tid man venter.
2. Faldende indtjening
Den hyppigste årsag til faldende indtjening er, at omsætningen falder og ikke modsvares af omkostningsreduktioner. Og problemet er, at mange virksomheder kun er vant til at kigge på indtjeningen, når de gennemgår årsrapporten med revisor, og så i øvrigt har brugt virksomhedens kassekredit som "oliepind".
3. Kassekreditten vokser
Hvis der er øget træk på kassekreditten, kan det skyldes høj vækst og dermed et øget kapitalbehov. Det er naturligvis positivt. Men ofte er langt mere negative faktorer i spil, f.eks. for store omkostninger, faldende omsætning eller for store lagre. Når kassekreditten vokser, er der altid grund til at analysere årsagen.
4. Banken forlanger øget sikkerhed
Hvis der er overtræk på kassekreditten, eller regnskabstallene er dårlige, sker det ofte, at banken forlanger større sikkerhed eller helt vælger at opsige sit engagement. I så fald har du som virksomhed mistet bankens tillid. Det kræver en omfattende reaktion - øjeblikkeligt.
I visse tilfælde kan det være nødvendigt at stille med yderligere sikkerhed for at komme videre (aktiver, kautioner, etc.), men gør det aldrig uden at have overvejet, hvorvidt den yderligere sikkerhed er nok til at "holde fast" i banken.
Lad være med at sikre en perspektivløs drift, og husk på, at en for stor gældsbyrde kan forhindre en lønsom drift. I så fald er det måske bedre at overveje dine juridiske muligheder (f.eks. en konkurs eller akkordordning).
5. Problemer med afregning til Skat
Hvis du overskrider betalingsfristerne for moms og A-skat, har du et alvorligt problem. For det første fordi det viser, at du mangler overblik og styr på økonomi og likviditet. For det andet fordi Skat ikke kan bruges som bank. Hvis du ikke hurtigt og overbevisende kan fremvise en plan for genopretning og afdrag på gæld, risikerer du lukning af din virksomhed.
Foruden de fem ovenstående advarselstegn – som Svend Røge betegner som »røde lamper« – er der visse »gule lamper,« man skal være opmærksom på. Det drejer sig blandt andet om manglende budgetter og opfølgning, uklar ledelse, dårlig rådgivning, sygdom, stress og ringe overblik.

