Købskrig om Mols-Linien: Polaris overtager aktiepost
Kapitalfonden Polaris er kommet et skridt nærmere en fuldstændig overtagelse af rederiet Mols-Linien.
I hvert fald meddeler rederiet fredag eftermiddag, at Polaris har indgået aftale med Nykredit, Finansiel Stabilitet og FS Finans III om at købe 46,23 pct. af aktierne og stemmerettighederne i Mols-Linien.
»Overdragelsen af aktierne ventes gennemført 28. august 2015 - dog senest fredag den 4. september 2015,« hedder det i meddelelsen.
Samtidig med overdragelsen får Polaris også overdraget aktier fra Clipper Group svarende til 29,95 pct. af aktiekapitalen i Mols-Linien, hvilket vil bringe den samlede andel op på 76,18 pct. af aktierne.
Det betyder samtidig, at Polaris skal fremsætte et pligtmæssigt købstilbud på resten af aktierne i rederiet. Polaris vil inden for de kommende fire uger fremsætte købstilbuddet gennem selskabet Holding af 29. juni 2015, fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen fredag eftermiddag.
Købstilbuddet er på 40 kr. per aktie.


