Fortsæt til indhold

McDonald's sætter gratis kaffe over i kampen mod det snobbede Baresso

Det er vanvittigt at betale 40 kr. for en kop kaffe, mener McDonald's, der snart skyder en stor priskampagne af sted. Baresso lader sig dog ikke skræmme.

McDonald's er træt af dyre kaffekæder som Starbucks og indleder nu en priskampagne i Danmark.
Erhverv

Hvis de danske caféejere har fået den friskbryggede kaffe i den gale hals her til morgen, så er der ikke noget at sige til det. For landets største og mægtigste restaurantkæde, McDonald’s, forsøger nu direkte at kapre deres kunder ved at stille spørgsmålstegn ved forholdet mellem kvalitet og pris.

Ifølge McDonald’s er det slet og ret et udtryk for kaffesnobberi herhjemme, når Baresso eksempelvis tager 40 kr. for sin bedst sælgende kop - en kop Caffé Latte Grande. Til sammenligning koster en stor Café Latte nemlig kun 20 kr. hos McDonald’s, selv om den også er brygget på den berømte Arabica-bønne. Derfor vil burgerkæden i hele september lade sine gæster prøve kaffen gratis, så de kan sammenligne smagen.

»Kaffe on the go er jo blevet en del af danskernes hverdag, og her vil vi gerne - som en af de største udbydere på markedet - udfordre rimeligheden i de vanvittige priser,« lyder det fra Pia Tobberup, som er pressechef hos McDonald’s Danmark.

Hun baserer sin kritik og selve kampagnen på en stor spørgeundersøgelse, som Epinion netop har gennemført blandt de kaffedrikkende danskere på vegne af fastfoodkæden. I undersøgelsen svarer 65 pct. af de adspurgte, at prisen for to go-kaffe er for høj i Danmark, mens en tilsvarende andel mener, at en kop café latte bør koste 20 kr. eller derunder. Blot hver tiende finder det rimeligt at betale mere end 25 kr. for en latte, der som bekendt består af kaffe med skummet mælk.

McDonald’s er faktisk så sikker i både sin sag og sin smag, at kæden ikke er bange for at tilbyde sine gæster en blindtest.

»Det vil vi i hvert fald ikke være bekymret for, så længe man både holder kvalitet, pris og service op mod hinanden. For vi ved, at vi står ganske stærkt i den konkurrence,« hævder Pia Tobberup.

Baresso opfatter ikke overraskende kampagnen som en krigserklæring, men har dog ingen intention om at sænke sine priser.

»Kaffen er Baressos signaturprodukt. Vi bruger kun bønner af høj kvalitet og uddanner professionelle baristaer til at brygge den. Og så serverer vi den i hyggelige rammer med et smil. Alt sammen en totaloplevelse, som vores priser afspejler. De påvirkes derfor ikke af sådan en kampagne,« forklarer kaffebarens kommercielle direktør, Anders Wall.

Artiklens emner
Kaffe
Baresso