Opkøbskamp synes forbi: Monsanto opgiver at købe Syngenta
Den amerikanske koncern Monsanto opgiver at forfølge sin drøm om at købe den schweiziske rival Syngenta, der er stor inden for salg af såsæd og pesticider.
Det skriver Bloomberg News.
Monsanto har ellers så sent som i mandags hævet sit bud til 470 schweizerfranc per aktie, svarende til 47 mia. dollar, mod et tidligere bud på 449 schweizerfranc per aktie.
Men ifølge Bloomberg har Syngenta ikke fundet det forhøjede bud tilfredsstillende, og nu har det amerikanske selskab så trukket følehornene til sig.
Efter meddelelsen er aktien i Syngenta faldet 16,7 pct.
/ritzau/FINANS