Biler er så hemmelighedsfulde, at det kan spænde ben for værksteder
Moderne biler gemmer så godt på centrale køredata, at det forvrider konkurrencen blandt værkstederne, lyder bekymringen.
Teknologien til internetforbundne biler, også kaldt connected cars, er efterhånden så udbredt, at vi i Danmark er nødt til at tage debatten om datarettigheder alvorlig. Ikke mindst når det kommer til konkurrenceforholdet mellem mærkeværksteder og de frie værksteder.
Det skriver Motor-magasinet, som har talt med Håndværksrådet. Her er man bekymret for, at adgangsbegrænsning til de data, som biler producerer under vejs, risikerer at favorisere visse værksteder og leverandører frem for andre.
Lars Magnus Christensen er chefkonsulent i Håndværksrådet og med i rådets autoudvalg. Han uddyber den skepsis:
- Problemet har været kendt længe, at data og koder i bilers infotainmentsystemer kan bruges både i positiv og negativ forstand. Men jeg ser allerede nu nogle bevægelser imod, at de frie værksteder kan komme i klemme. Og teknologierne er efterhånden så udbredte, at vi må tage den debat nu, siger Lars Magnus Christensen til Motor-magasinet.
Chefkonsulenten vil helst ikke pege fingre af producenter, men han nævner blandt andre Tesla og BMW, der er et eksempel på et af de mest vidtgående skridt, bilindustrien har taget for at kontrollere bildata.
Han bakkes op af FDM. Torben Kudsk, der er afdelingschef i økonomisk-politisk sekretariat, også bekymret for udviklingen.
- Jeg må bare sige, at det her desværre er et overset problem. FDM forsøgte på Folkemødet på Bornholm i år, 2015, at gøre opmærksom på det her, men her var interessen desværre ikke stor, og det er da lidt bekymrende, siger han til Motor-magasinet og fortsætter:
- Efter min opfattelse, så er de data, som min bil indsamler og deler, mine. De må og skal tilhøre mig som bilejer. Og de må og skal være frit tilgængelige for alle typer af værktøjer, som unødvendige krypteringer ikke skævvrider eftermarkedet, fortæller Torben Kudsk til Motor-magasinet.dk.


