Beskæftigelsen rammer højeste niveau i seks år
»En artig overraskelse,« siger økonom om nye tal for beskæftigelsen, der viser endnu et hop.
Fremgangen på det danske jobmarked fortsætter, men kan hurtigt blive sat på standby, lyder vurderingen fra flere analytikere.
I juni steg antallet af lønmodtagere med 2.900 personer, viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Stigningen fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem den private- og offentlige sektor.
Dermed er lønmodtagerbeskæftigelsen steget uafbrudt i mere end to år. Konkret er antallet af lønmodtagere steget med knap 66.000 personer siden april 2013 og ligger nu på sit højeste niveau i over seks år.
»Det er en artig overraskelse med tanke på, at de økonomiske nøgletal ellers generelt har skuffet hen over foråret,« siger chefanalytiker Tore Stramer, Nykredit.
Også hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) kalder man tallene »en positiv nyhed,« men påpeger, at fremgangen ryger i bero, hvis der ikke kommer mere gang i danskernes privatforbrug og de private investeringer.
»Meget tyder på, at væksten i 2. kvartal har været sløj, og det kan bremse fremgangen på arbejdsmarkedet. Forudsætningerne for, at der kommer mere gang i hjulene er dog til stede,« siger chefanalytiker i AE Erik Bjørsted.
I dette tilfælde er forudsætningerne boligpriser, der går opad, reallønsfremgang, lave renter og høj forbrugertillid. Samtidig er der medvind til dansk økonomi fra bl.a. den lave oliepris og Den Europæiske Centralbanks, ECB's, pengeudpumpning, der holder renterne i skak og svækker euroen - til glæde for den europæiske konkurrenceevne.
»Selvom forudsætningerne for fremgang er til stede, skal man huske på, at det oven på en lang og dyb krise kan tage længere tid end normalt at få gang i hjulene både herhjemme og i udlandet. Samtidig kan uroen omkring Kina og Grækenland gøre forbrugere og virksomheder usikre og tilbageholdende,« siger Erik Bjørsted.
I Sydbank mener man, at de nye tal for beskæftigelsen sender tvetydige signaler. AKU-statistikken – som er en spørgeundersøgelse – viste et fald i beskæftigelsen på ca. 7.000 personer i andet kvartal, og der er fortsat en tendens til, at deltidsbeskæftigelsen stiger.
»Samtidig er antallet af ledige kun faldet med ca. 6.500 siden nytår, hvilket kan indikere, at fremgangen i beskæftigelsen er sket blandt personer, som ikke tidligere har været en del af arbejdsstyrken,« vurderer makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen, Sydbank.
Nykredit forventer ikke nogen markant opbremsning i beskæftigelsen over de kommende måneder. Meget tyder således på, at opbremsningen i dansk økonomi hen over foråret er midlertidig, og at vi igen kommer til at opleve tiltagende vækst resten af året, vurderer chefanalytiker Tore Stramer.
Også han hæfter sig ved de lave renter, den faldende oliepris og kronens svækkelse over for en række valutaer i vores vigtige samhandelslande.
»Dertil kommer, at konkurrenceevnen generelt er blevet mærkbart forbedret over de seneste år. Det betyder også, at vi fortsat forventer, at BNP-væksten i år og næste år når et niveau på knap 2 pct.,« siger Tore Stramer.


