Fortsæt til indhold

Hollandsk mægler: Udviklingen er gået hurtigere end ventet

Den hollandske børsmægler Degiro satser på fremover at kunne tilbyde sine kunder online handel med aktier - helt uden kurtage, gebyrer eller andre handelsomkostninger.

Erhverv
Ritzau Finans

Det skal ske på 20 markeder på globalt plan, og et af markederne er det danske.

Det har helt fra starten været selskabets ambition, at handelsomkostningerne skulle være så lave som muligt, og allerede da Degiro entrerede det danske marked i begyndelsen af 2015, afslørede selskabets direktør, Gijs Nagel, at kurtagefri aktiehandel på et tidspunkt kunne komme på tale. Alligevel er udviklingen dog gået hurtigere, end direktøren selv havde ventet.

- Vi ventede ikke, at det kunne ske allerede nu, men udrulningen er gået lidt hurtigere, end vi havde ventet, og væksten har været meget større end ventet, så vi synes, at det er et godt tidspunkt, siger Gijs Nagel til Ritzau Finans.

Ideen er, at Degiro gennem en helt ny platform - DEZIRO - vil tilbyde investorer handel med aktier på en række markeder uden nogen form for gebyrer og i stedet hente sine indtægter gennem reklamer.

Ud over gratis handel med aktier vil der også - via DEZIRO-platformen - blive tilbudt adgang til andre finansielle produkter som eksempelvis ETF'er og derivater til det, som Degiro selv kalder for "marginale priser." Men det kræver, at mange brugere vil tilslutte sig den nye platform.

- Det vil kun virke, hvis mange vil bruge det. Hvis der er mange brugere, kan vi hente meget indtjening fra reklamer. Men vi skal være realistiske. Vi er et selskab, og vi skal også tjene penge, siger Gijs Nagel.

Han har - sammen med sine medarbejdere - gennemført en markedsundersøgelse, hvor brugerne hos Degiro er blevet spurgt, om de ville acceptere reklamer som en del af platformen. Og det vil de ifølge direktøren gerne, hvis de som modydelse får billigere eller gratis handel.

Derfor udelukker Gijs Nagel heller ikke, at konceptet kan bredes til handel med andre typer værdipapirer.

- Det afhænger fuldstændig af, hvordan det kommer til at gå. Vores selskab skal være gennemsigtigt, så vi vil kommunikere præcis, hvad der kommer til at ske, når det kommer til at ske. Ser man på interessen fra reklamebranchen, er der rigtig positive tilbagemeldinger. Så hvis det ikke rammer vores egne marginer, er det en mulighed, siger Degiro-direktøren.

Ifølge ham vil Degiros træk ændre branchen for børsmæglere på længere sigt. I forvejen tilbyder den hollandske mægler handel med værdipapirer til lavere gebyrer end andre spillere på markedet, og med den gratis model bliver der lagt yderligere pres på de andre aktører, lyder meldingen fra Gijs Nagel.

- Det her tiltag er bare lidt mere af det, vi allerede lavere. Strategien er lavere priser for brugerne. Og som jeg ser det, vil industrien få det svært i fremtiden. Som vi vokser lige nu, vil flere og flere finde ud af, at de betaler for meget for handel, siger han.

Degiro estimerer, at selskabet vil ramme 100.000 brugere på den eksisterende platform ved udgangen af 2015, og selskabet sigter efter at gennemføre 10 mio. transaktioner årligt.

Artiklens emner
Degiro