Lego-raketten buldrer opad - forstå Lego-regnskabet på to minutter
Lego leverer på ny et regnskab med lutter vækst. Få det hurtige overblik over, hvordan det kan lade sig gøre, at adm. direktør Jørgen Vig Knudstorp stadig har grund til at synge.
Lego står egentlig for "leg godt", men regnskabsmæssigt kunne man snildt fristes til at tro, at det burde stå for "leverer godt". Den danske legetøjskoncern har ramt den helt rigtige åre og bliver ved og ved med at skovle penge ind. 3,6 mia. kr. blev det til på bundlinjen i 1. halvår. Det er næsten præcis det samme, som Lego tjente i hele 2010. Det siger lidt om den udvikling, som koncernen har været igennem, siden man i 2004 sloges med enorme milliardtab.
Hvad er værd at fremhæve i dagens Lego-regnskab? At Lego i den grad er en vækstvirksomhed nærmest uden sidestykke. På fem år er butikken altså næsten fordoblet. I 2010 omsatte man for 16 mia. kr. og tjente 3,7 mia. kr. I 1. halvår omsatte man for 14,1 mia. kr. og tjente 3,6 mia. kr. I samme tidsrum er den samlede Lego-stab steget mere end 50 pct., så der nu er over 15.000 mennesker på kloden, der har Lego som arbejdsgiver.
Asien har været Legos udfordring - hvordan går det med at få fodfæste der? Det ser ud til, at investeringerne nu begynder at give pote. Alle Legos markeder viser tocifret vækst, men koncernen fremhæver selv, at det især er positivt, at den største vækst af dem alle finder sted i Asien, hvor man har brugt betragtelige summer på at få fat.
Hvordan kan Lego blive ved? Tingene bliver nemmere, når alt glider. I første halvår er alt gået op i en højere enhed. Alle produktlinjer kører som smurt i olie, der er vækst i alle de markeder, hvor Lego befinder sig. Oven i kommer så en valutagevinst pga. de store udsving, der har været i verdens valutaer, så euro og kroner er faldet i værdi over for eksempelvis dollars. Og så er 2. halvår med det forestående julesalg kun lige begyndt.
Hvad er Legos udfordring? At følge med efterspørgslen. Som man kunne læse forleden er mange mindre legetøjsbutikker ved at løbe tør for Lego i sortimentet og uden udsigt til at kunne fylde hylderne op. Det vil sige, at Lego trods den vilde vækst måske kunne have solgt endnu mere. De små legetøjsbutikker opfatter Legos opførsel som arrogant, og det er en ridse i Legos lak - men næppe noget børnene ænser og derfor ikke forretningsforstyrrende i nævneværdig grad.



