Lego mangler stadig at knække vigtig kode
Selv om Lego viser stor fremgang på verdens potentielt største legetøjsmarked, så er der stadig et stykke vej at gå.
Hvis man kan tale om en hovedpine i Lego, har den ligget i Asien, hvor den danske legetøjskoncern ikke helt har kunnet finde fodfæste som i Europa og USA. Men halvårsrapporten indikerer, at man nu har taget endnu et væsentligt skridt i den rigtige retning i Asien.
Regionen står således for den største fremgang af alle i Lego-koncernens brede vifte af tocifrede vækstrater, og det er et skridt, der ikke kan overvurderes.
Men Legos finansdirektør, John Goodwin, gør også klart, at det kun er et skridt, omend vigtigt, men at man altså langt fra er hele vejen endnu.
»Det er supervigtigt, men vi mangler stadig at knække koden i Asien, og der er endnu en forfærdeligt masse arbejde at gøre for os derude. Vi er stadig i begyndelsen,« siger han.
Til gengæld er perspektiverne voldsomt store, hvis Lego får knækket koden og for alvor gjort sin entre på de asiatiske markeder og økonomier, der med den seneste udvikling i Kina godt nok er bremset lidt op, men hvor millioner og atter millioner også er løftet ud af fattigdommen og over i middelklassen.
»60 pct. af verdens 0-9-årige er i Asien, som med afstand er vores mindste region. Så det er også vores absolut største mulighed,« forklarer John Goodwin.
Udfordringen i Asien er dog, at leg ikke på samme måde som i Vesten er en del af opvæksten og opdragelsen, så der skal ikke bare gode produkter til, men også lidt kulturel massage.
Alt andet lige er halvårsregnskabet dog en klar indikation af, at Lego får bedre og bedre fat i Asien, hvilket er et koncernens absolutte hovedmål som led i virksomhedens globaliseringsplaner.
Lego oplyser ikke andre tal, end at alle vækstrater i Legos markeder er tocifrede, så det er ikke muligt at komme nærmere, hvad den tocifrede vækstrate i Asien præcis dækker over.



