Virksomheder kårer Ikast-Brande til årets erhvervskommune. Igen
For femte år ud af seks mulige scorer Ikast-Brande kommune igen i år flest point, når danske virksomheder skal pege på den mest erhvervsvenlige kommune. Storbyerne får tæsk, og hovedstaden rykker længere ned på listen.
Ikast-Brande kan i dag løfte trofæet som dansk mester i erhvervsvenlighed – for femte gang i seks forsøg. 7.100 danske virksomheder har vurderet deres hjemstavnskommuner, og her scorer Ikast-Brande højest, og igen er det nabokommunen Herning, der er nummer to.
Og det er ikke helt tilfældigt, at de to kommuner slås om titlen, mener den glade borgmester, Carsten Kissmeyer (V). De har i årtier været vant til at kæmpe for arbejdspladserne, som forsvandt med tekstilbranchen, og det har skabt en generel kultur, hvor man er meget løsningsorienteret.
»Her i kommunen har vi ikke forkromede management-sætninger om, hvordan vi skal arbejde, men en nøgtern tilgang til at løse problemer, og vi prøver at lære af de ting, der ikke går så godt. Hele paletten af partier i byrådet har den tilgang, at erhvervslivet er vigtigt. Vi er til at få fat i, og vi oplever, at virksomhederne ser os som medspillere og ikke modspillere. Partierne er enige om de store linjer, og vi er ikke til for at stille forhindringer op, men vil gerne have ting til at ske,« siger Kissmeyer.
Adm. direktør i DI, Karsten Dybvad, roser kommunen for et stort servicegen med fokus på hurtig og effektiv sagsbehandling. Men lige så traditionelt det er med hede-kommunerne i toppen, lige så traditionelt er det med de fire største byer i den tunge halvdel.
Hovedstaden er faldet fra nr. 79 til 85 ud af de 96 kommuner – Fanø og Læsø er undtaget pga. størrelsen – og især på områder som jobcentrenes service og skatte/afgiftsniveauet er den helt gal. Her er København blandt de seks dårligste.
»Virksomhederne i København betaler næsten en milliard kr. alene i dækningsafgift, og grundskylden er også meget høj. Det går ud over virksomhedernes konkurrenceevne, og vi opfordrer kommunen til at nedtrappe dækningsafgiften og lave en plan for at sætte niveauet for andre afgifter og gebyrer på virksomhederne,« siger Dybvad og tilføjer, at Frank Jensen og resten af administrationen med fordel kunne blive bedre til at lytte til og samarbejde med virksomhederne om at forbedre erhvervsklimaet.
Efter Ikast-Brande og Herning følger Skanderborg, Hedensted og Favrskov, mens Næstved. Ærø og Sønderborg ligger i bunden.

