Fortsæt til indhold

Analytiker: Ingen kan matche Lego

Mange forsøger at hamle op med Lego, men uden held. Hvis Lego skal bevare sin førerposition, må det dog ikke blive en sovepude, siger en analytiker af legetøjsmarkedet.

Erhverv

Legos fornemme halvårsresultat har kastet mange rosende vendinger af sig, og det aftvinger også respekt blandt dem, der følger legetøjsmarkedet.

Ratna Sita, der er researchchef for analysevirksomheden Euromonitor International, kalder halvårsresultaterne meget flotte og et bevis på, at den danske legetøjskoncern har succes med at udvide sin kundebase bl.a. ved de licenserede produkter som f.eks. Star Wars-linjen.

Særligt imponeret er hun over, at Legos heftige fremgang sker, efter at 2014-resultatet var særdeles stærkt på grund af øget salg fra The Lego Movie. Det danske legetøjsikon voksede i 1. halvår 18 pct. i rent salg og 23 pct., hvis man medtager valutagevinster. Bundlinjen viste endnu mere solid fremgang og voksede fra 2,7 mia. kr. til 3,6 mia. kr.

Det er altså i et marked, der slet ikke vokser i samme takt, så Lego er at sammenligne med en glubsk haj, når det gælder kunsten at æde markedsandele.

»Mens en række legetøjsvirksomheder tappert har prøvet at hoppe på konstruktionslegetøjsvognen for at kopiere Legos succes i Vesteuropa, har ingen indtil nu reelt kunnet matche Legos stærke ry for holdbare og innovative kvalitetsprodukter,« konstaterer Ratna Sita, som dog advarer Lego imod at tro, at førerpositionen af sig selv bliver liggende i Billund.

»Ikke desto mindre er det vitalt for Lego at omfavne flere teknologiske aspekter i virksomhedens produktudvikling fremover, hvis man vil bevare afstanden til konkurrenterne,« noterer hun.

Ratna Sita vurderer, at Legos styrke især ligger i, at klodserne i Vesteuropa opfattes som et uddannende legetøj, hvor leg og læring går hånd i hånd, og når man inkorporerer teknologiske elementer som f.eks. i Lego Fusion bygger det kun oven på den opfattelse.

»En anden hovedingrediens i Legos succes er virksomhedens fortsatte diversificering af produktlinjen, så man rammer mere specifikke forbrugergrupper. Resultatet af det er en udvidelse af den samlede forbrugerbase,« lyder vurderingen.

Artiklens emner
Lego