Varemangel giver jackpot til økologiske landmænd
Næsten alle de økologiske mælkeproducenter har nu overskud, mens næsten alle de konventionelle har underskud.
Mens størstedelen af dansk landbrug hænger fast i en historisk dyb krise, har en eksplosiv efterspørgselsvækst trukket de økologiske mælkeproducenter ud af det røde felt.
Salget af økologisk mælk er begyndt at vokse hastigt i en lang række europæiske lande, og det har skabt en mangelsituation, som får priserne til at tordne i vejret.
Helt anderledes er markedet for konventionel mælk, der har været præget af voldsomme prisfald.
Resultatet er, at en gennemsnitlig dansk mælkeproducent, som passer 142 køer, i år tjener omkring 550.000 kr. mere, hvis køerne er økologiske end hvis de er konventionelle.
»Det er helt usædvanligt, at forskellen i driftsresultatet er så stor. Forklaringen er, at markedspriserne for økologisk og konventionel mælk har udviklet sig i hver sin retning,« påpeger chefkonsulent Susanne Clausen, Seges (tidl. Videncentret for Landbrug, red.).
Nye beregninger fra Seges viser, at det lige nu kun er 18 pct. af de 3.250 danske mælkeproducenter, der har overskud. Hvis man zoomer ind på de bedrifter, der har overskud, fremgår det tydeligt, at det lige nu går langt bedre for økologerne end for de konventionelle landmænd.
71 pct. af de økologiske mælkebedrifter har likviditetsoverskud, mens det kun er 13 pct. af de konventionelle bedrifter, der har overskud.Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef, Seges
»71 pct. af de økologiske mælkebedrifter har likviditetsoverskud, mens det kun er 13 pct. af de konventionelle bedrifter, der har overskud. Tallene understreger, at de økologiske producenter med de aktuelle mælkepriser har langt bedre forudsætninger for at klare sig gennem krisen end de konventionelle,« vurderer erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser, Seges.
Det kommer fuldstændig bag på stort set alle i branchen, at økologernes økonomi pludselig har udviklet sig så dramatisk positivt, mens de konventionelle landmænd har haft en bundlinje i frit fald.
I 2013 og langt ind i 2014 opgav en del mælkeproducenter økologien, som på det tidspunkt var under stort pres.
Dengang var spareivrige forbrugere i stort tal begyndt at fravælge økomælk, og mejeriselskaber som Arla og Thise havde et betydeligt overskud af økomælk. Samtidig gik salget af konventionel mælk strygende, fordi en voksende kinesisk import trak verdensmarkedspriserne op.
Disse markedsforhold medførte, at mejerierne kun betalte landmændene en smule mere for den økologiske mælk end for den konventionelle, selv om det er langt dyrere for landmændene at producere økologisk mælk.
Konsekvensen blev, at en del økologiske landmænd - frivilligt eller på opfordring fra banken - valgte at skifte til konventionel drift.
Disse landmænd må nu skære tænder af ærgrelse, for markedet er på kort tid vendt fuldstændig på hovedet. Detailkæderne står nu i kø for at promovere de økologiske varer, og i store dele af Europa stiger salget og priserne hastigt.
Mejerierne kæmper nu indædt om økologerne, og i Danmark har Arla netop mistet næsten en femtedel af sin økologiske mælk, fordi et stort antal økologiske andelshavere skifter til andre mejerier, som lokker med højere afregningspriser på mælken.
Det er klart, at nogle af de landmænd, som valgte at opgive økologien, nu må sidde og ærgre sigSusanne Clausen, chefkonsulent, Seges
Mens solen nu skinner på økologerne, har mørket sænket sig over de konventionelle producenter, fordi en voldsom opbremsning i Kinas import har fået verdensmarkedspriserne til at styrtdykke.
»Denne pludselige voldsomme efterspørgsel på økologisk mælk har vist overrasket alle i branchen, og det er klart, at nogle af de landmænd, som valgte at opgive økologien, nu må sidde og ærgre sig. Manglen på økologisk mælk går næppe over foreløbig, for det tager omkring to år for en landmand at lægge om til økologisk produktion,« påpeger chefkonsulent Susanne Clausen, Seges (Videncentret for Landbrug).
Landmand Ole Sørensen, som er formand for mælkeudvalget i Økologisk Landsforening, fortæller, at de stigende priser har skabt fornyet optimisme i branchen.
»Der har været en del konkurser og nedlukninger blandt konventionelle mælkeproducenter, så rundt omkring i landet er der mange nye, relativt store stalde, som står tomme. Dem kunne man sagtens fylde med økologiske køer, og jeg overvejer selv at udvide på den måde. Det er jo tåbeligt, at der står tomme stalde, når der samtidig er mangel på økologisk mælk,« mener Ole Sørensen.
| Mælkeproducenternes økonomi | ||
|---|---|---|
| Så mange mælkeproducenter har lige nu likviditetsoverskud | Pct. | Antal |
| Total | 18,4 | 597 |
| Økologer | 70,7 | 227 |
| Konventionelle | 12,6 | 370 |
| Note: Der er i alt omkring 3.250 mælkebedrifter i Danmark, heraf 320 økologiske og 2.930 konventionelle. |

