Fortsæt til indhold

Apoteker åbner 52 nye filialer

Det skal være slut med at køre langt efter medicin og andre apoteksvarer.

Erhverv
Kilde: Politiken

Det mener apotekere landet over, som gør klar til at åbne nye filialer inden for de næste par måneder. Lige nu har Apotekerforeningen kendskab til 52 nye steder fordelt på Sjælland, Fyn og Jylland. Det skriver Politiken fredag.

Det sker som følge af den nye apotekerlov, der per 1. juli i år giver apotekere lov til at eje op til 7 filialer inden for en radius af 75 kilometer fra moderapoteket.

»Jeg er glad for at se, at apotekerne arbejder hurtigt med de nye muligheder for at give borgerne endnu bedre service«, siger Anne Kahns til Politiken.

Hun er formand for Danmarks Apotekerforening, der repræsenterer 220 medlemmer med cirka 5.700 medarbejdere på apotekerne.

Hun er selv klar til at åbne et nyt apotek i Hjerting i tilknytning til moderapoteket, Jerne Apotek i Esbjerg.

Patientforeningen Danmark glæder sig over udviklingen.

»Det er en fordel for patienterne, at der kommer kortere afstande, især for folk, som er gangbesværede. Vi hører ofte fra patienter, som har besvær med at hente deres medicin, så jo kortere afstand, jo bedre«, siger foreningens formand, Anette Ulstrup, til Politiken.

Det at hente sin medicin selv i modsætning til at få medicinen bragt af en pårørende eller af apoteket er det bedste, vurderer Patientforeningen Danmark.

»På apoteket kan du selv tale med en fagperson om din medicin, og det ser vi som en fordel«, siger Anette Ulstrup til Politiken.

Patientforeningen Danmark håber, at de flere apoteker også vil betyde, at folk i stigende grad køber håndkøbsmedicin på apoteket, hvor de pågældende fagfolk »naturligvis har en større viden end et ungt menneske på en tankstation eller i supermarkedet«, som Anette Ulstrup udtrykker det.

Artiklens emner