Fortsæt til indhold

Det er blevet ekstra varmt omkring luksuskomfurer

David Cameron og Sharon Stone har et. Nu slås to amerikanske selskaber om at købe hele virksomheden.

Erhverv
Aktiefokus

Det britiske selskab Aga Rangemaster, der producerer luksuskomfurer til priser på mere end 160.000 kr., er blevet centrum for et mindre opkøbsslagsmål mellem to amerikanske giganter.

Det beretter Bloomberg News efter at det 93-årige selskab tirsdag modtog et opkøbsforslag fra amerikanske Whirlpool, der dermed var kommet med et modbud i forhold til buddet på 129 mio. pund fra Middleby Corp.

Budgiverne kæmper om kontrollen med et mærke, der er kommet langt siden de dage, da formålet med komfurerne i lige så høj grad var opvarmning og madtilberedning i de små landejendomme i Storbritanniens landdistrikter.

Komfurerne har fastholdt det robuste udseende, men de er nu blevet udstyret med moderne teknologi, og ejere af et Aga-komfur dækker blandt andet over den britiske premierminister David Cameron og skuespiller Sharon Stone.

Aga-komfuret blev opfundet af den svenske Nobel-pristager Gustaf Dalen i 1922. Komfuret vejer mindst 400 kg, hvor det er lavet ved at hælde smeltet jern i forme på en fabrik i Coalbrookdale. De nye komfurer er dog forskellige fra de gamle brændefyrede, idet de kan indeholde adskillige ovne, der kan styres individuelt, og nogle kan endda fjernstyres med en smartphone.

Middelby Corp. havde budt 185 pence per aktie, men aktien steg tirsdag 14 pct. til 209,75 pence, hvilket dermed var godt 13 pct. over Middelbys bud. Aga Rangemaster kæmper i kategorien mod etablerede mærker såsom franske Molteni, der er ejet af svenske Electrolux, som producerer meget fancy komfurer, der starter ved en pris af 21.000 euro svarende til godt 150.000 kr., og de dyreste skal man slippe op til 200.000 euro eller knap 1,5 mio. kr. for at blive ejer af.

Artiklens emner
Whirlpool
David Cameron