Fortsæt til indhold

Kapitalfond: Nye landmøller i Storbritannien er dødt i øjeblikket

Den britiske regering har lagt markedet for nye landvindmøller dødt, men frem mod 2020 er der alligevel godt med investeringsmuligheder, lyder det fra kapitalfond.

Erhverv

Kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) lukkede tidligere på året sin anden fond, da 19 finansielle investorer - herunder en lang række pensionskasser - gav tilsagn om at spæde til.

14,7 mia. kr. er klar til at blive investeret i grønne energiaktiver i Nordeuropa og USA, hvor CIP via sin første fond allerede har investeret 6 mia. kr. i hovedsageligt Storbritannien.

Netop Storbritannien fik tidligere på året ny regering, og den har både sløjfet en eksisterende støtteordning og sået tvivl om, hvor mange penge der er til blandt andre fremtidige havmølleparker.

»Det er klart, at for onshoremarkedet er betingelserne væsentligt anderledes end med den gamle regering. Det gør, at man ikke investerer i nye onshoreparker i øjeblikket. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis det bliver sværere at investere i Storbritannien på sigt, men så er det sådan, det er,« siger Christina Sørensen, partner i CIP der har investeret 1,35 mia. kr. i seks britiske landvindmølleparker.

Den britiske regering har blandt andet forringet investorernes vilkår ved at sløjfe en støtteordning, som gav producenter af grøn energi certifikater, som kunne sælges videre.

Landvindmøller og solceller ser ud til at blive hårdest ramt, men det er også usikkert, hvor mange nye havvindmølleparker, Storbritannien - verdens største havvindmøllemarked - vil støtte.

For at sænke prisen for elkunderne, er kongeriget gået over til et auktionssystem, hvor havmølleparker skal konkurrere på prisen, før de er sikret støtte.

Det er dog uklart, hvornår de næste auktioner afholdes.

»Lige i øjeblikket er der ikke nogen, men vi har en forventning om, at der kommer auktioner på sigt. Dem vil vi følge ligesom alle andre investorer,« siger Christina Sørensen.

Hun mener ikke, at situationen i Storbritannien er kritisk og siger, at de nylige ændringer kun har en begrænset indflydelse på de investeringer, CIP allerede har foretaget. Desuden blev en række nye havvindmølleparker sikret støtte under den gamle britiske regering, og det giver sigtbarhed - og mulighed for at investere - frem mod 2020.

»Jeg kan ikke spå om, hvordan det langsigtet udvikler sig, og derfor forholder vi os meget til de muligheder, der er i den kommende årrække. Der synes jeg, at det ser ganske fornuftigt ud. Vi har travlt,« siger Christina Sørensen.