Fortsæt til indhold

Kapitalfond putter penge i danske bankers lønsystem

For et ukendt beløb har Marlin Equity Partners købt Bluegarden, der leverer it-løsninger til blandt andet lønadministration.

Erhverv

Den internationale kapitalfond Marlin Equity Partners har været på indkøb i danske banker.

For et ikke oplyst beløb har kapitalfonden sikret sig det fulde ejerskab af Bluegarden, der beskriver sig selv som en af Skandinaviens førende leverandører af it-løsninger til løn- og HR-administration.

Selskabet, der var ejet af en gruppe danske banker, leverer såkaldt cloudbaserede løsninger, der kan bruges på tværs af store geografiske afstande og på tværs af kundesegmenter i Danmark, Norge og Sverige.

»Forud for dagens pressemeddelelse er der foretaget en omfattende gennemgang af Bluegardens strategiske muligheder. Konklusionen har været, at Bluegarden har brug for en ny ejer med den nødvendige ekspertise, engagement og økonomiske resurser til at udvikle virksomheden yderligere,« siger Bluegardens afgående bestyrelsesformand Peter Lybecker.

Målet er, at Bluegarden skal udvikles, og overtagelsen skal gøre det muligt at fremskynde investeringer i produkter og services.

Hos Marlin, der forvalter investeringer for mere end 3 mia. dollars, er man glad for det nye partnerskab, og fonden er klar til at investere i vækst.

»Marlin bidrager med en række særdeles erfarne operationelle specialister og et stærkt engagement til at støtte det dygtige ledelsesteam i Bluegarden i at accelerere væksten og maksimere potentialet i virksomheden, uden at vi går på kompromis med den høje driftssikkerhed, som Bluegarden er kendt for,« siger Shawn McMorran, en af partnerne på Marlins kontor i London.

Bluegarden, der bl.a. var ejet af Nordea og Danske Bank, har i dag 65.000 kunder svarende til 18-20 pct. af de skandinaviske lønsedler. Selskabet blev grundlag i 1969 og hed tidligere Multidata, men blev i 2003 adskilt fra Pengeinstitutternes Betalingsservice, der senere blev til Nets.

Artiklens emner
Bluegarden