Konkurskonge får eftergivet milliongæld efter brøler i Skat
Klaus Garde Nielsen, der sidder fængslet for skattesvindel, jubler over en fejl i Skat, der har betydet eftergivelse af milliongæld.
Den jyske konkurskonge Klaus Garde Nielsen har fået eftergivet langt størstedelen af sin milliongæld til skattevæsenet på grund af en brøler i Skat.
Det er sket, efter at Skat har brugt store ressourcer på at jagte ham igennem adskillige år.
Garde Nielsen har en stribe domme for økonomisk kriminalitet og står bag hundredvis af fallerede selskaber.
Netop nu sidder han bag tremmer dømt for skatte- og skyldnersvig.
Hvert år siden 1989 har han bygget ovenpå sin gæld til Skat og det offentlige, men nu er der kun 1,7 mio. kr. tilbage, efter at Skat til sin egen store overraskelse har måttet eftergive 8,9 mio. kr.
Ifølge et brev fra Skat til Klaus Garde Nielsen er årsagen, at Skat aldrig bad om britisk assistance til at inddrive gælden, mens konkursmageren boede i England fra 2007-2014.
»De har sovet i timen,« konstaterer Klaus Garde Nielsen.
Skatteadvokat Torben Bagge er enig:
»Set med samfundets øjne er det jo dybt pinligt, at sådan en mand klarer frisag. Man har brugt enorme ressourcer på at komme efter ham i årevis, og så gør man ikke tilstrækkeligt for at forfølge kravet. Det er forkasteligt,« siger han.
Sagen kommer frem, netop som Skat er under voldsom kritik af sin inddrivelse af gæld på vegne af det offentlige.
Den automatiske gældsinddrivelse er sat på standby på grund af et ulovligt it-system, EFI, og systemet har også været skyld i, at gæld for 1,3 mia. kr. er blevet forældet ved en fejl.
Eivind Einersen er advokat i Bech-Bruun og har specialiseret sig i forældelsesret. Han mener, det er undskyldeligt, at Skat er blevet fanget på det forkerte ben.
»I den perfekte verden sker sådan noget ikke, men man undersøger jo ikke alt, og jeg kan godt forstå, at Skat har troet, de havde loven på deres side. Når man taler om betydeligt millionkrav, så skal man naturligvis ikke nøjes med at bruge fem minutter på at vurdere det juridiske, men det er altid et spørgsmål om ressourcer, og det her er ikke noget, man bare lige får afklaret.«
Skat vil ikke kommentere sagen.

