Rival truer Novos blødermilliarder
En ny medicin fra schweiziske Roche kan gøre et solidt indhug i de milliarder, Novo Nordisk tjener på sine lukrative bløderprodukter. En international investeringsbank forventer, at Roche kan tage op til 70 pct. af markedet.
Novo Nordisk risikerer at miste milliarder, når den schweiziske medicinalgigant Roche om få år med stor sandsynlighed står med et produkt, der kan trumfe konkurrenterne på markedet for blødermedicin.
Midlet er stadig under udvikling, men investeringsbanken UBS vurderer, at der er 80 pct. sandsynlighed for, at det kommer på markedet. Det er en ualmindelig høj sandsyndighed i den usikre verden det er, at udvikle ny medicin.
UBS forventer, at midlet kan tage 60-70 pct. af de 10 mia. dollar, der bliver brugt på blødermedicin hvert år. Roche har overhalet alle aktører inden om med midlet, der ikke bare er mere effektivt end de nuværende behandlinger, men også markant lettere at tage.
Hos Novo Nordisk er forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen klar i mælet når det kommer til det faktum, at selskabets egen forskning er blevet overhalet.
»Vi noterer os med interesse, at Roche er kommet dertil, hvor de er. Og at de har et produkt, der umiddelbart er længere fremme end vores, det må vi bare åbenlyst erkende,« siger Mads Krogsgaard Thomsen.
Roches nye middel, kaldet ACE910, vil være en direkte konkurrent til Novo Nordisks store og meget lukrative produkt NovoSeven samt det netop lancerede NovoEight.
»Roches middel ser bestemt spændende ud. De er ikke kommet så langt endnu, men hvis de kan replikere de tidlige data, så ligner det noget, der kan tage massive markedsandele fra NovoSeven,« siger analytiker hos investeringsbanken DNB Rune Majlund Dahl.
Hvis de kan replikere de tidlige data, så ligner det noget, der kan tage massive markedsandele fra NovoSeven.Rune Majlund Dahl, analytiker hos DNB
Det er ikke småpenge, der er på spil for Novo Nordisk. NovoSeven solgte i 2014 for 9,1 mia. kr. og for 5,4 mia. kr. i første halvår 2015. Midlet ligger inden for divisionen ”biofarmaceuticals”, der giver butikkens langt største overskud per indtjeningskrone. Et fald i omsætning på NovoSeven vil altså ramme overskuddet markant hårdere end et fald inden for Novos største forretningsområde, diabetesmidlerne.
ACE910 har gennemgået et fase 1 studie i meget få mennesker, men med ualmindeligt gode resultater. Det har ført til, at midlet i starten af september har fået såkaldt ”break through”-status af de amerikanske sundhedsmyndigheder. En status for lægemiddelkandidater, der viser stort potentiale, og som giver en hurtigere sagsbehandling. UBS vurderer, at ACE910 kan være på markedet allerede sent i 2017.
Roche har annonceret, at man allerede i år vil starte såkaldte fase 3-studier med midlet. Fase 3 studier er de sidste, inden man ansøger om tilladelse til at sælge et produkt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ud over umiddelbart at være ualmindeligt effektivt har ACE910 den enorme fordel, at det er meget lettere at tage end eksisterende midler. Hvor andre blødermidler skal tages flere gang ugentligt og skydes ind i blodårerne, hvilket ofte kræver et besøg på en klinik, vil ACE910 kunne tages med et stik under huden og kun hver anden uge. Det er endda blevet indikeret, at midlet vil kunne tages via et simpelt pen-system.
Det kan blive en potentiel ”game changer” i dette her marked. Og have en potentiel stor negativ effekt på salget af NovoSevenRune Majlund Dahl, analytiker hos DNB
»Det afgørende bliver selvfølgelig, om de nye studier kan leve op til resultaterne fra de tidligere. Men hvis Roche kan lykkes med at lave et produkt, som man kun skal tage hver anden uge - og endda måske kan tage med en pen - så kan det fuldstændigt ændre markedet,« siger Claus Henrik Johansen, porteføljemanager hos Danske Capital med fokus på medicinalselskaber.
Den opfattelse bliver bakket op ad Rune Majlund Dahl fra investeringsbanken DNB:
»Det er blandt andet derfor, at vi kigger ind i det og mener, at det kan blive en potentiel ”game changer” i dette her marked. Og have en potentiel stor negativ effekt på salget af NovoSeven.
Novo Nordisk har selv midlet Concizumab i de helt tidlige udviklingsstadier. Midlet har mange af de samme kvaliteter som ACE910 og vil kunne tage kampen op.
»Vi tror meget på vores egen pipeline, og NovoEight er kommet godt fra start. Men vi må erkende, at Roche har fået ”break-through”-status, og at de tidlige data ser meget lovende ud. Det må vi bare erkende og så sørge for, at vores forskere kan lave noget, der kan matche ACE910 eller måske er bedre,« siger Novo Nordisks forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen og fortsætter:
»Også selvom vi måske ikke kan komme på markedet på samme tidspunkt som Roche. Og det kan vi selvfølgeligt ikke, hvis vi skal komme løbende efter dem som nu.«
Det må vi bare erkende og så sørge for, at vores forskere kan lave noget, der kan matche ACE910 eller måske er bedre.Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør hos Novo Nordisk
Hvad der kan tale for, at Novo Nordisk ikke bliver kørt helt over, er, at bløderpatienter er meget afhængige af, at deres medicinering fungerer og er stabil. Det gør, at bløderpatienter ikke er lette at få til at skifte til ny medicin.
»Novo Nordisk er omkring 2 år bagud, så det store spørgsmål er, hvor meget af markedet, de kan nå at tabe. Og modsat hvor meget, de kan nå at vinde tilbage, hvis de får succes med Concizumab,« siger Rune Majlund Dahl og afslutter:
»Det er noget, der er begyndt at få opmærksomhed, når det kommer til Novo Nordisk. Og med god grund, vil jeg sige.«

