Fortsæt til indhold

Olieprisskred presser udlændinge i Norge

Udlændinge, der på gunstige vilkår er taget til Norge for at arbejde i olieindustrien, risikerer at glide i olieprisens fald.

Erhverv
Aktiefokus

Norge har været hårdt ramt af olieprisens fald.

Det rammer nu også folk lige fra USA til Indien, Brasilien og Portugal samt snesevis af andre lande, der var flyttet til Norge og dermed var med til at løse problemet med mangel på kvalificeret arbejdskraft til Norges blomstrende olieindustri.

Det skriver Bloomberg News, der lægger vægt på, at nationen efter oliepriskollapset, og det efterfølgende fald i investeringerne i olieudvinding, står til at blive drænet for arbejdskraft.

Oliefolk fra hele verden blev lokket til af et tilskud på 20.000 dollar til flytning, høj løn og landets sagnomspundne balance mellem arbejde og fritid.

I sidste uge annoncerede det norske olieserviceselskab, Aker Solutions, afskedigelsen af 500 medarbejdere, heriblandt mange udlændinge på specialistvisa, som kræver sikre job for at blive fornyet. Tilflyttere, som ikke kan opfylde disse betingelser, har ikke ret til dagpenge.

Arbejdsløsheden er trods afskedigelserne fortsat misundelsesværdig lav på 4,5 pct., hvilket er det højeste niveau i 11 år.

Men tallet er dog ikke helt retvisende, idet det ikke har de arbejdstagere med, som er blevet nødt til at forlade landet. I det seneste år er antallet af fyringer steget til 36.000, hvoraf flere end 20.000 har været i oliesektoren.

Norges afhængighed af olie er øget markant siden 2000, hvilket er en periode, hvor antallet af olierelaterede job ifølge Norges centralbank er fordoblet til 300.000.

Ifølge centralbanken blev over halvdelen af disse stillinger besat af udenlandske arbejdstagere. Norge er Europas næstrigeste land efter Luxembourg, og gennemsnitslønnen er på 60.000 dollar svarende til cirka 400.000 kr.