Fortsæt til indhold

Carlsbergs finansdirektør forlader selskabet

Carlsbergs mangeårige finansdirektør Jørn P. Jensen forlader selskabet med nært øjeblikkelig virkning. Jagten på en efterfølger er gået ind.

Erhverv

Carlsbergs viceadministrerende direktør og finansdirektør, Jørn P. Jensen, fratræder ved udgangen af september. Han forbliver dog forbundet til selskabet indtil en arvtager er fundet.

Aktiemarkedet tager positivt mod nyheden og sender Carlsberg-aktien op med lige omkring to pct.

Jørn P. Jensens afgang sker få måneder efter, at Jørgen Buhl Rasmussen blev afløst af hollandske Cees 't Hart som administrerende direktør. Ifølge Carlsberg er finansdirektørens afsked sket i enighed mellem både ham selv, bestyrelsen og den administrerende direktør.

»Vi er alle enige om, at det er det rette tidspunkt for forandringer for all parter. Cees ’t Hart er nu godt ombord som CEO, han har vist meget stærkt lederskab, siden han tiltrådte for få måneder siden, og han har min og bestyrelsens fulde tillid. Jeg vil samtidig gerne takke Jørn for hans bidrag til Carlsberg de seneste 15 år og ønske ham held og lykke fremover,« siger bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Den linje bakker Jørn P. Jensen op med et citat i pressemeddelelsen, hvor han udtrykker glæde over sin tid i Carlsberg, og at tidspunktet er det rette til et skifte.

»Nu er det rigtige tidspunkt for forandring for Carlsberg og for mig. Jeg vil altid huske tilbage på de fantastiske kolleger og medarbejdere i koncernen, de mange gode samarbejdspartnere og andre interessenter, og jeg vil fortsat følge Carlsberg med interesse,« skriver han.

Der skal nu findes en afløser, og i mellemtiden vil Jørn P. Jensen afslutte en række projekter og stå til rådighed i forbindelse med overleveringen til afløseren.

Ifølge Carlsberg-analytiker hos Sydbank Morten Imsgaard er skiftet langt fra overraskende efter den nye administrerende direktør er kommet ind og skal sætte en ny retning for bryggeriet.

»Jeg er absolut ikke overrasket. Jørgen Buhl Rasmussen og Jørn P. Jensen som hold har været meget, meget tætte og har været dem, der har tegnet Carlsbergs strategi siden 2007. Så det er klart, at når der kommer en ny administrerende direktør, så vil der opstå en situation, hvor det er svært at have en styrmand, der styrer efter de gamle strategier,« siger Morten Imsgaard.

Carlsberg er netop i gang med en større strategisk gennemgang af selskabet, der allerede ved seneste regnskab udløste fyringer og omstruktureringer. Når Cees t' Hart har den nye strategi klar i 2016, skal det være med et hold, der står 100 pct. bag ham og den.

»Investorerne tolker dette her som, at projektet med at gennemføre større ændringer bliver nemmere, hvis han kan sætte sit eget hold, der deler hans synspunkter om, hvor hvor de skal hen,« siger Morten Imsgaard.

Carlsberg-aktien lukkede i 492 kr. i går og handles i øjeblikket til omkring 502 kr. Aktien er oppe 4,85 pct. i 2015.

Artiklens emner
Carlsberg
Cees 't Hart