Fortsæt til indhold

Banknordik-direktør fyret efter 10 år i chefstolen

Direktøren i Banknordik Janus Petersen erstattes, og bankens erhvervsforretning i Danmark er sat til salg.

Erhverv

Økonomidirektør Árni Ellefsen konstitueres i stillingen som ny adm. direktør i Banknordik.

Som led i et »strategisk sporskifte« forlader adm. direktør Janus Petersen sin post, oplyser banken i en pressemeddelelse.

Det sker efter et årti i direktørstolen.

»Banken skal bruge sine ressourcer, hvor de skaber mest værdi for kunderne og for aktionærerne. Det er i det lys, vores fokusering skal ses,« siger formanden for bestyrelsen Stine Bosse, der samtidig takker Janus Petersen for hans indsats for Banknordik gennem 21 år i banken.

Banknordiks bestyrelse besluttede på et møde onsdag at sætte Banknordiks erhvervsforretning i Danmark til salg på grund af nye tilsynsregler. Banken vil »specialisere sin kompetence« til Nordatlanten, og ønsker en ny direktør i spidsen for denne strategi.

»I Nordatlanten skal Banknordik som hidtil bidrage til den positive økonomiske udvikling, der er i gang. Banken skal betjene erhvervskunderne og privatkunderne på Færøerne og i Grønland og ledsage kunderne videre på deres vej også i den internationale udvikling, som mange allerede er en del af eller er ved at blive en del af. Dette kommer til at foregå på bankens egne bøger såvel som i samarbejde med større banker,« lyder det i pressemeddelelsen.

Tidligere på året udbød banken sit forsikringsselskab på Island, Vørður Insurance Company, og er nu i forhandlinger om salget.

Bestyrelsen vil rette bankens danske fokus mod privatkunder. Drejningen af forretningen fra erhverv til udelukkende privatkundemarkedet forventes at kunne gennemføres, uden at der skal afskediges yderligere medarbejdere.

Når strategien er gennemført, kan aktionærerne se frem til et ekstraordinært udbytte, skriver Banknordik.

Banknordik er den største bank på Færøerne og har dertil 18 afdelinger i Danmark og en afdeling i Grønland, hvor Banknordik har 20 pct. af markedsandelen.

Banken driver desuden forsikringsaktiviteter på Færøerne og i Island. Koncernen har 170.000 kunder, samlede aktiver for 16 mia. kr. og ca. 480 medarbejdere.

I maj afskedigede afgående direktør Janus Petersen 25 medarbejdere i en sparerunde. Heraf var 20 fyringer, og fem stoppede som følge af naturlig afgang.

Artiklens emner
BankNordik