Fortsæt til indhold

FDM: VW ikke ene om at lave biler, der er grønnere i tests

Forbrugerorganisationen FDM siger, at det er en kendt sag i EU, at bilernes testresultater er væsentlig lavere end de niveauer af CO2 og kvælstof, som de i virkeligheden udleder.

Erhverv

Volkswagen har mandag fået det amerikanske justitsministerium på nakken, efter den tyske bilproducent har indrømmet, at det har fiflet med indstillingerne i en halv million dieselbiler for at opfylde de amerikanske miljøkrav. Sofistikeret software gjorde, at bilerne udledte mindre, når de kørte på et rullefelt end i virkeligheden, og det kan udløse en bøde på knap 120 milliarder kroner.

Det er imidlertid ikke er noget nyt, at biler udleder mindre CO2 og kvælstof til godkendelsestestene end i virkeligheden, siger forbrugerorganisationen Forenede Danske Motorejere, FDM.

»Vi vurderer ikke Volkswagens troværdighed anderledes end så mange andre bilfabrikanter. Vi siger ikke, at nogen har snydt, men vi kan bare konstatere, at Volkswagen ikke er alene om at levere biler, der har svært ved at leve op til de tal, som de får i laboratoriet. Det er faktisk næsten alle fabrikanterne, der har det problem,« siger Torben Lund Kusk, som er afdelingschef ved FDM.

FDM peger også på, at det var to europæiske miljøorganisationer, der fredag tippede det amerikanske miljøagentur om den mulige svindlen.

»Sagen er jo, at vi har kigget på det i nogle år i EU, så amerikanerne er dybest set bare bagefter. Det spektakulære ved denne sag er, at man i USA giver kæmpe bøder til virksomheder, der ikke opfylder reglerne. Det gør man ikke i EU,« siger Torben Lund Kusk fra FDM.

Der er ikke nogle bilfabrikanter, der er blevet dømt for snyd i EU, og det skyldes, at testen for typegodkendelse trænger hører fortiden til, mener Torben Lund Kusk.

»Testen i EU er utrolig gammeldags og uklar, og det gør, at bilproducenterne har relativt frie rammer til at være lidt kreative, uden at de egentlig overtræder reglerne,« siger Torben Lund Kusk.

Som det ser ud i dag, slukkes for eksempel alle elektriske apparater i bilen, før man tester bilens brændstofforbrug.

»Derfor er det de færreste biler, der kan køre lige så langt på literen, som det der står i reklamerne, for det er jo et udtryk for, hvad de har nået på testen,« siger Torben Lund Kusk.

Der er dog lagt op til forandring i EU. Ministerrådet vedtog nemlig i maj, at testen skal laves om, og det træder i kraft om et par år. Nu skal Kommissionen fastlægge, hvordan rammerne for testen bliver.

»Vi ved ikke, om de nye regler betyder, at der ikke kan blive snydt, så det er en stor opgave for FDM og de andre forbrugerorganisationer at få følge det her til dørs. Vi vil blive ved med at lobby'e for, at den kommende test bliver så virkelighedsnær som mulig,« siger Torben Lund Kusk.

Volkswagen har stoppet salget af dieselbiler i USA og beklager snyderiet.

FDM forklarer, at selvom bilerne også er solgt i Danmark, så er der ikke nødvendigvis tale om, at bilerne ikke lever op til de europæiske krav.

»Man kan ikke sige, at fordi det er et problem i USA, så er der nødvendigvis et problem i Danmark. Bilerne kan have forskellige motorer eller motorstyringer, og så har EU og USA forskellige målekrav,« siger Torben Lund Kusk.

EU's miljøkrav er en anelse mere lempelige end i USA.

Artiklens emner
Volkswagen