- Opdateret 28/09/2015 kl. 11:21
Sure Vestas-aktionærer freder tidligere finansdirektør
Stridighederne mellem den tidligere ledelse i Vestas og en række utilfredse Vestas-aktionærer tager igen en ny og uventet drejning.
Stridighederne mellem den tidligere ledelse i Vestas og en række utilfredse Vestas-aktionærer tager igen en ny og uventet drejning. Investorerne med det belgiske konsulenthus Deminor i spidsen har således valgt at droppe søgsmålet mod den tidligere finansdirektør Henrik Nørremark, der i stedet kan komme til at vidne mod sine tidligere kolleger i Vestas-direktionen i form af tidligere administrerende direktør Ditlev Engel og tidligere bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen.
Det skriver Børsen.
- Vi er blevet enige om en aftale, som jeg ikke kan afsløre indholdet af, men som blandt andet betyder, at vi trækker vores søgsmål mod ham (Henrik Nørremark, red) tilbage og i stedet fortsætter sagen mod Ditlev Engel og Bent Erik Carlsen, siger Erik Bomans, partner i Deminor til Børsen.
En medvirkende årsag til, at Deminor har sløjfet Nørremark fra søgsmålet, er nye oplysninger beskrevet af Børsen i sidste uge. Her blev det beskrevet, at Vestas siden 2010 har finansieret kundernes etablering af vindmølleprojekter for at slippe af med møller, der ellers lå på lager og skulle nedskrives. Ifølge tidligere bestyrelsesmedlem Jørgen Huno Rasmussen var der tale om en medfinansiering i et sådan omfang, at Vestas er blevet forpligtet for 4 mia. kr. på højrisikoprojekter.
Deminor mener, at afsløringerne bekræfter, at børsmarkedet er blevet vildledt.
Tidligere Vestas-formand Bent Erik Carlsen er dog overrasket over, at Henrik Nørremark er blevet fredet i sagen.
- Det er overraskende, at det direktionsmedlem, der vidste mest om regnskabet og regnskabsstandarder, og som sammen med revisionen og revisions komité rådgav resten af bestyrelsen omkring regnskabet, nu er trukket ud af sagen, siger Bent Erik Carlsen til Børsen.
Ritzau Finans