Medicinalgigant klar med medicin mod lunge- og blærekræft
Flere uafhængige studier viser, at den schweiziske medicinalgigant Roches eksperimentelle kræftmedicin Atezolizumab kan få tumorer i lunger og blærer til at skrumpe. Det skriver Bloomberg News.
Et studie viste, at medikamentet fik tumorer til at blive mindre hos 27 pct. af patienterne. En anden undersøgelse viste, at de testede lungekræftpatienter levede 2,9 måneder længere, efter at de blev behandlet med Atezolizumab. Et tredje studie viste, at 15 pct. af 311 patienter med blærekræft oplevede, at deres tumor blev mindre ved at indtage præparatet. Især det sidste glæder selskabet sig over.
- En af grundene til, at vi er så begejstrede for denne data, er, at det er en meget barsk kræftform, som der ikke har været de store forbedringer i forhold til behandlingen af inden for de seneste 30 år - bortset fra kemoterapi, siger Sandra Horning, Roches kliniske direktør til Bloomberg News.
Roche vil nu bruge de nye studier til at få præparatet godkendt af de amerikanske myndigheder.
Roche-aktien stiger med knap 2 pct. til 256,50 schweizerfranc mandag morgen.

