Fortsæt til indhold

Store danske virksomheder samarbejder med marketingfirma bag mistænkelige metoder

Telemarketingvirksomheden Orville Media, der sættes i forbindelse med fupkonkurrencer på Facebook, har store danske virksomheder som kunder. Flere af dem overvejer nu at droppe samarbejdet.

Erhverv

Facebook vrimler med konkurrencer, hvor man kan vinde iPads, tøj og rejser. Ofte er der tale om decideret fusk, hvor 'præmien' blot er et dyrt medlemskab. For at deltage i konkurrencerne skal Facebook-brugerne ofte dele og 'like' et opslag og derefter klikke på et link.

Linket leder hen til flere forskellige sider, som f.eks. telemarketingvirksomheden Orville Media står bag. Her skal man ofte give sit navn, fødselsdato, adresse, e-mail og telefonnummer, og man ender med at købe et abonnement på op til 400 kr. om måneden, kunne Finans fortælle mandag.

Læser man betingelserne hos Orville Media optræder en lang række store danske virksomheder som "sponsorer" af konkurrencen.

I lyset af jeres undersøgelse af Orville Medias metoder, har vi aftalt med vores leverandør, at alt samarbejde med Orville stopper med øjeblikkelig virkning.
Kristjan Jørgensen, pressechef i Alm. Brand

En af de virksomheder, der står på Orville Medias liste, er Telia. Telia gør meget ud af at forklare, at virksomheden ikke samarbejder direkte med Orville Media, men derimod har en samarbejdspartner, som køber informationer fra Orville Media – såkaldte leads.

»Det er super svært at holde øje med det hele proaktivt, fordi hver partner har flere tusinde underleverandører, men når vi ser et eksempel, som det her, reagerer vi på det og går i dialog med dem om den måde, der bliver indsamlet leads på. Det skal selvfølgelig foregå ordentligt,« siger David Engstrøm, der er pressechef i Telia Danmark.

Præcist hvad »gå i dialog med« dækker over, vil han ikke uddybe.

Selvom I ikke samarbejder med Orville Media direkte, har I så ikke et ansvar for, hvordan de informationer, som I bruger, bliver indsamlet?

»Vi har selvfølgelig en kæmpe interesse i, at det foregår på en ordentlig måde. Det er også derfor, vi går i dialog med dem, når vi ser det her eksempel,« siger David Engstrøm.

Facebooksiden "Vind din drømmerejse" er bare en af de sider, der har sendt Facebook-brugere videre til en konkurrence, hvor man ender med et abonnement til 300 kr. om måneden.

Hos Alm. Brand har man også brugt Orville Media gennem en leverandør, som har fået de såkaldte leads fra Orville Media. Men det er slut nu.

»Alm. Brand har generelt meget høje standarder for indsamling af leads, hvilket vi jævnligt gør vores leverandør opmærksom på. Vi ønsker kun kontakt med folk, der reelt er interesseret i at tale med os. Det vil sige, at i kampagner skal en forbruger aktivt give sit samtykke til at blive kontaktet af Alm. Brand. I lyset af jeres undersøgelse af Orville Medias metoder, har vi aftalt med vores leverandør, at alt samarbejde med Orville stopper med øjeblikkelig virkning,« skriver Kristjan Jørgensen, der er pressechef i Alm. Brand, i en mail til Finans.

Da Orville Media pt. ikke har kunnet dokumentere, at de i alle forhold har fulgt de gældende regler, indstiller vi indtil videre samarbejdet med Orville Media.
Tom Lehn-Christiansen, pressechef i Telenor

Også Jyllands-Posten, der udgives af samme mediehus som Finans, optræder på listen som sponsor. Avisen bruger Orville Media til at skaffe leads. Men ifølge Morten Gleerup, der er marketing- og kommunikationschef hos Jyllands-Posten, har Jyllands-Posten intet med Facebook-konkurrencerne at gøre, og det er forkert, når Jyllands-Posten optræder som sponsor for dem.

»Det eneste samarbejde, vi har med dem, er, at de laver et banner for os med en konkurrence, der vises i deres netværk. Vi godkender banneret og trækker selv en vinder og sørger selv for, at vinderen får præmien,« siger Morten Gleerup.

Han kalder det »uacceptabelt«, hvis Jyllands-Postens navn bruges i andre sammenhænge af Orville Media.

»Vi har bestemt ikke til hensigt at snyde nogen, så hvis det er tilfældet, at vores navn bliver brugt i forbindelse med fupkampagner, skal vi selvfølgelig have sat en stopper for det. Vi har ikke en fast aftale med Orville Media, men bruger dem ad hoc. Derfor vil jeg nu begynde en dialog med dem og sørge for, at vi får løst eventuelle problemer. Hvis vores navn er blevet misbrugt, stopper vi naturligvis samarbejdet med det samme,« siger Morten Gleerup.

Deltager man i Facebook-konkurrencen om en iPad mini, ender man med et abonnement til knap 400 kr. om måneden, fremgår det af betingelserne.

Også teleselskabet Telenor optræder på Orville Medias sponsorliste. Telenors pressechef Tom Lehn-Christiansen bekræfter, at Orville Media indsamler kontakttilladelser for Telenor. Men efter Finans har belyst, hvilke metoder virksomheden bruger, er det samarbejde nu foreløbig sat på pause.

»Vi tager stærk afstand fra konkurrencer, der lokker forbrugerne til at betale for uønskede tjenester. Da Orville Media pt. ikke har kunnet dokumentere, at de i alle forhold har fulgt de gældende regler, indstiller vi indtil videre samarbejdet med Orville Media og afventer dokumentation fra leverandøren,« skriver Tom Lehn-Christiansen i en mail til Finans.

Falck og G4S optræder også på listen. Begge virksomheder afviser dog, at de har noget samarbejde med Orville Media i dag. Falck stoppede for et år siden samarbejdet med Orville Media netop pga. de metoder, virksomheden bruger, mens G4S aldrig har samarbejdet med Orville Media. Begge virksomheder har rettet henvendelse til Orville Media for at blive slettet på listen over sponsorer.

Orville Media har ingen kommentar til, hvorfor virksomheder, der ikke samarbejder med dem, optræder som sponsorer for deres konkurrencer.

Artiklens emner
Alm. Brand
Telenor