Brøndby-ejer gør comeback i shipping
Jan Bech Andersen, der er storaktionær i fodboldklubben Brøndby, har købt sig ind i børskandidaten Hafnia Tankers og skal samtidig spille en markant rolle i virksomhedens ledelse.
Efter flere år med fokus på fodbold er shipping-rigmanden Jan Bech Andersen nu klar til at gøre comeback i den industri, hvor han startede sin karriere.
De senere år har Jan Bech Andersen ellers primært været i fokus herhjemme på grund af sin status som hovedaktionær i fodboldklubben Brøndby IF, men den shipping-uddannede forretningsmand er nu klar til at gøre comeback i den branche, som er oprindelig er udlært i.
Jan Bech Andersen har således købt en aktiepost i det fremadstormende danske tankrederi Hafnia Tankers, der har stærke investorer som Blackstone i ryggen og satser på en børsnotering i New York i den nærmeste fremtid.
Samtidig indtræder Jan Bech Andersen i bestyrelsen for den danske del af Hafnia Tankers med henblik på at skulle være firmaets repræsentant i London, hvor Jan Bech Andersen har været bosiddende i en årrække.
»Det er et perfekt match for os. Jan kender branchen til fingerspidserne og har både erfaring fra industrien, ligesom han via sin tid hos Glencore har et stort netværk blandt både kunder og skibsmæglere i London,« siger direktør i Hafnia Tankers Mikael Skov og henviser til, at Jan Bech Andersen forud for sin investering i Brøndby var chef for det schweiziske handelsselskab Glencores shipping-division.
Ud over Jan Beck Andersen og Blackstone tæller ejerkredsen bag Hafnia Tankers også det danske tørlastrederi Lauritzen samt den britiske finansgigant Barclays, og Brøndby-ejeren lægger da heller ikke skjul på, at han ser frem til igen at spille en rolle i shipping-industrien.
»Mine øvrige investeringer herunder Brøndby er nu kommet så langt, at jeg trygt kan overlade tøjlerne til andre og bruge noget mere fokus på shipping, som jo er der, hvor jeg har mine kompetencer. For mig er det helt afgørende, at jeg bliver en del af et professionelt setup, og hvor jeg samtidig skal spille en aktiv rolle og dermed kan gøre en forskel,« siger Jan Bech Andersen.
Før turen gik til London arbejdede Jan Bech Andersen i en årrække i danske Torm under netop Hafnia-direktør Mikael Skov, der siden blev øverste chef for det danske tankrederi i perioden 2008-2010.

