Fortsæt til indhold

Ti fordomme om mænd og kvinder på arbejdspladsen – passer de?

Er mænd virkelig mere karriereorienterede og robuste end kvinder? Læs svaret her.

Erhverv

Mænd er mere karriereorienterede, mens kvinder er mere empatiske. Mænd er mest robuste, og kvinderne er dem, der planlægger mest. Der findes mange fordomme om, hvordan mænd og kvinder er på arbejdspladsen. Men holder de?

Ikke altid. På baggrund af knap 14.000 besvarelser af personligheds- og adfærdsanalyser, som virksomheden People Test Systems har lavet de seneste år i forbindelse med rekruttering, kan vi blive lidt klogere på, hvilke fordomme der holder, og hvilke der intet har med virkeligheden at gøre.

  • Mænd er mere gennemslagskraftige. Fordommen holder ifølge undersøgelsen. Både når man ser på dominans, udholdenhed og viljestyrke scorer mændene højere end kvinderne gør.
  • Kvinder er mere empatiske. I de traditionelle kønsroller er det kvinderne, som er bedst til at vise omsorg, og noget tyder på, at de har taget det med på arbejdsmarkedet. Kvinderne scorer i gennemsnit 4,8 point højere end mændene, når det kommer til empati.
  • Mænd er mere robuste end kvinder. Fordommen holder, hvis man kigger på mental modstandskraft og selvkontrol, hvor mændene i gennemsnit scorer henholdsvis 5,2 og 6 point højere end kvinderne.
  • Mænd arbejder hurtigere. Netop fordi mændene er mere robuste og har mere selvkontrol, end kvinderne har, kan man have en tendens til at tro, at de også arbejder hurtigere. Men den fordom holder ikke, viser undersøgelsen. Kvinder og mænd scorer nogenlunde lige højt i undersøgelsen på tempo.
  • Mænd tager mere ansvar. Der findes langt flere mandlige ledere end kvindelige, og derfor skulle man tro, at det ligger mændene mere naturligt at tage ansvar. Men det er faktisk lige omvendt. Kvinderne scorer 1,4 point mere end mændene, når det kommer til ansvarstagen.
  • Mænd er mere karriereorienterede end kvinder. Vi hører fordommen igen og igen: Kvinderne opgiver karrieren for at komme hjem og passe børnene, mens mændene dyrker deres karriere. Og ser man på tallene, er mændene generelt også mere karriereorienterede, end kvinderne er. De scorer 8 point mere end kvinderne her.
  • Mænd er mere risikovillige. Også denne fordom holder. Mændene scorer således i gennemsnit 8,3 point mere på risikovillighed, end kvinderne gør.
  • Kvinder planlægger mere end mænd. Selvom familielivet ofte kræver planlægning, er det ikke ensbetydende med, at kvinderne planlægger mere i jobbet, end mændene gør. Faktisk scorer mændene 3 point højere på planlægning, end kvinderne gør.
  • Mænd er mere konstruktive og positive. Kvinder har det med at bære nag, lyder en kendt fordom. Men den holder ikke. I hvert fald ikke på arbejdspladsen. Kvinderne scorer således 7,1 point højere end mændene i forhold til konstruktive holdninger, 4,4 højere i udtrykt positivitet og 6,1 i at være positivt bedømmende.
  • Mænd er bedre til at træffe beslutninger. Kvinder tør ikke tage en beslutning, holde fast i den og føre den ud i livet, lyder en fordom, som undersøgelsen underbygger. Mændene får i gennemsnit 2,9 point mere i selvstændig beslutningstagen og 1,8 mere i konsekvent beslutningstagen, end kvinderne gør. Til gengæld er der ingen forskel på, hvor hurtigt mænd og kvinder træffer beslutninger.

Ifølge People Test Systems skal forskellen være større end 1,3 for at være signifikant.