Boghandler sætter 4,2 mio. kr. ind på bogen
Arnold Busck med rødder tilbage til 1896 solgte lidt mindre og tjente lidt mere i fjor.
120 års boghandlerhistorie har afsluttet kapitlet 2014/2015 på ganske tilfredsstillende vis.
I en branche med intens konkurrence leverede selskabet Arnold Busck med 30 butikker over hele landet et overskud på 4,2 mio. kr. ud af en omsætning på 369,1 mio. kr.
Mens der er tale om et mindre fald i salget, så har man til gengæld sparet 1 mio. kr. på renteomkostningerne, og det er hovedårsagen til resultatfremgangen på 0,3 mio. kr. fra året forinden.
Efter et par hårde år i perioden 2011-2013 med et samlet underskud på ca. 14 mio. kr. har ledelsen altså fået vendt skuden.
»Vi har fortsat haft fokus rettet mod en række forhold, som har givet positive resultater i det netop afsluttede regnskabsår, og som også gerne skulle give mærkbare resultater i de kommende år, men vi har samtidig hermed kunnet arbejde målrettet med udviklingen af fremtidens boghandel,« siger adm. direktør Helle Busck Fensvig.
Overskuddet betyder, at man nu kan mønstre en egenkapital på 42,1 mio. kr., og selskabets soliditet er vokset fra 41 pct. til 47 pct.
Det kunne have været endnu bedre, men et fald i selskabets aktiviteter i forlagene Nyt Nordisk Forlag og Det Schønbergske Forlag kostede i årets løb.
Det hang blandt andet sammen med, at forlaget solgte færre bøger til eksterne boghandler, og at det direkte salg til andre kanaler var lavere end i regnskabsåret 2013/14.
Dertil kommer, at en enkelt butik påvirkede driften negativt i året løb. Butikken lukkede med udgangen af regnskabsåret, mens et par andre butikker blev tilpasset aktivitetsniveauet.
Til gengæld åbnede Arnold Busck efter længere tids ønske en butik på Strøget i Aarhus, og den har allerede »opnået et solidt fodfæste i byen.«
Selskabet vil i indeværende år fortsat have fokus på rentabiliteten, og et resultat på niveau med det forgangne år er ventet.
Arnold Busck beskæftiger 230 ansatte.
Nøgletal Arnold Busck 2015/2014-2014/2013
| (mio. kr.) | 2014/2015 | 2013/2014 |
|---|---|---|
| Omsætning | 369,1 | 377,0 |
| Driftsres. | 7,2 | 8,6 |
| Årets resultat | 4,2 | 3,9 |
| Egenkapital | 42,1 | 37,9 |



