Danske medico-kæmper indgår nyt samarbejde
De to store og gamle medicoselskaber Coloplast og Ambu går sammen om et nyt produkt.
To af landets helt tunge drenge inden for medico har slået sig sammen og udviklet et nyt fælles produkt, som snart er klar til lancering.
Det oplyser ledelserne for de respektive selskaber under et fælles interview med Finans i London fredag middag.
»Ambu kan noget med visualisering, og vi kan noget omkring urologi. Vi lægger de to ting sammen og har lavet noget, vi selv synes er ret fantastisk,« siger Steffen Hovard, senior vice president i Coloplast.
Der er tale om et nyt visualiseringsprodukt til urologimarkedet. Det vil sige en form for kamera, der kan føres op i underlivet. Produktet trækker på Ambus kompetencer inden for videoskoper, mens Coloplast har bidraget med viden om underlivet.
Ambu skal stå for produktionen, mens Coloplast står for salg og markedsføring. Produktet skal sælges eksklusivt af Coloplast fra december iår.
For Ambu, som har en omsætning på knap 2 mia. kr., er nyheden stor nok til, at der fredag udgik en børsmeddelelse, mens det for Coloplast, hvis omsætning er mere end 13 mia. kr. ikke i første omgang får væsentlig økonomisk betydning.
Meddelelsen om samarbejdet fik Ambu til at stige med over fire pct. til kurs 185,50 kr. Projektet gør Ambu til den førende udvikler af engangs-endoskoper.
»Der er tale om et betydeligt potentiale,« siger Lars Marcher, administrerende direktør, Ambu.
Det er første gang, de to virksomheder samarbejder om et produkt, og det kan det blive første skridt på vejen mod yderligere samarbejde.
Aftalen vil forventeligt ikke bidrage væsentligt til hverken top- eller bundlinje i regnskabsåret 2015/2016. Ambu vil fortælle mere om partnerskabets betydning den 11. november, når man fremlægger regnskabet for 2014/2015.
Colopasts har hovedsæde i Humlebæk og beskæftiger flere end 7.000 medarbejdere verden over. Virksomheden har salgsaktiviteter i 53 lande og produktion i Danmark, Ungarn, Frankrig, USA og Kina. Coloplasts primære forretningsområder er stomi, kontinens og urologi samt hud- og sårpleje.
Ambu producerer engangsprodukter til sygehuse. Virksomheden har hovedkontor i Ballerup og ca. 2.300 ansatte i Europa, Nordamerika, Asien og i Stillehavsområdet.


