Nordex-direktør: Gode grunde til købe Acciona Windpower
Nordex's danske topchef, Lars Bondo Krogsgaard, peger på to gode grunde til at købe den spanske vindmølleproducent Acciona Windpower.
- For det første sammenbringer vi to selskaber, som passer hinanden utroligt godt på vigtige områder, som har minimalt overlab og har to ledelsesteams, som deler værdier og industrisyn, sagde Lars Bondo Krogsgaard på en telekonference mandag morgen.
Den anden gode grund ifølge Nordex-direktøren er en forventning om, at markedet på sigt vil favorisere større spillere.
- Med det tiltag, vi nu har gjort, positionerer vi Nordex til en fremtid, hvor størrelse i stigende grad vil være vigtigt, sagde Krogsgaard.
Han kom med flere eksempler på, hvorfor de to selskaber komplementere hinanden godt, herunder at Nordex har en stærk position i Europa, mens han betegner Acciona Windpower som succesfuld i Amerika og i mange emerging markets.
- Sammen vil vi være godt positioneret i alle vigtige salgsregioner, hvilket vil gøre det muligt for os at udjævne midlertidige regionale fluktuationer og maksimere vores produktionsfaciliteters kapacitetsudnyttelse, sagde Nordex-topchefen endvidere.
Derudover pegede han på, at Nordex leverer møller til komplekse projekter involverende høje tekniske krav, mens Acciona sælger vindmøllesystemer særligt egnet til storskala-projekter. Dermed får selskaberne sammen en bredde i produkttilbuddet, der vil gøre det muligt at levere ind til flere typer af projekter, end hvad de hver især i øjeblikket er i stand til.
Samtidig kommer de to selskaber med forskellige spidskompetencer teknologisk, fremhævede Nordex-chefen.
- I forhold til teknologisk fokus er Nordex særlig stærk på vingesiden, mens Acciona Windpower bringer værdifuld knowhow i forhold til betontårne, sagde Lars Bondo Krogsgaard.
Investorerne synes at købe argumenterne om de gode grunde til at købe Acciona. I hvert fald er aktien i Nordex mandag formiddag steget 5,8 pct. til 26,40 euro. Acciona S.A., som sælger Acciona Windpower og fremover kommer til at eje 29,9 pct. af Nordex, stiger på børsen i Madrid 6,9 pct.


