Fortsæt til indhold

Carlsberg: Vi følger kæmpefusionen med interesse

Carlsberg har ikke opkøb på sin agenda lige nu, men det kan meget hurtigt ændre sig.

Erhverv

Carlsbergs nye koncernchef Cees 't Hart har fået endnu mere at spekulere på, efter at Anheuser-Busch Inbev her til morgen har tilbudt aktionærerne i SABMiller knapt 700 mia. kr. for at købe selskabet.

Det vil skabe verdens suverænt største bryggeri og lægge yderligere pres på de to langt mindre bryggerier Carlsberg og Heineken.

Cees 't Hart er i gang med at skulle slanke Carlsberg og øge indtjeningen. I den forbindelse har det danske bryggeri erklæret opkøbspause, men med den stor fusion i sigte kan den pause blive kort - eller betyde at Carlsberg bliver kørt endnu længere agterud.

»Vi følger situationen med interesse, men som vi tidligere har sagt, har opkøb lav prioritet for os,« lyder den korte kommentar fra Carlsbergs kommunikationsdirektør Anders Bering.

Carlsbergs formand Flemming Besenbacher sagde forrige tirsdag til Finans, at bryggeriet rent strategisk ville se på eventuelle frasalg fra de to giganter, og om der skulle være noget, der kunne skabe værdi for Carlsbergs aktionærer.

»Hvis fusionen går igennem, bliver vi derfor også nødt til at se på, hvad de to bryggerier i givet fald ikke vil og kan beholde. Er der noget af det, der kunne være strategisk vigtigt at eje for Carlsberg? Men det omverdenen ikke kommer til at opleve er, at jeg og bestyrelsen kommer til at gøre noget, der er ekstremt dyrt, bare for at gøre noget,« lød det fra Flemming Besenbacher for godt en uge siden.

Der er tale om en fjendtlig overtagelse, da bestyrelsen for SABMiller ikke - endnu - har anbefalet sine aktionærer at takke ja til en pris på 42,15 GBP pr. aktie. Tværtimod har SABMiller-folkene afvist at forhandle med Anheuser-Busch Inbev om to tidligere bud på henholdsvis 38, 40 og 42 GBP pr. aktie.

SABMiller siger i en respons til tilbuddet, at det er for lavt og fuld af »betingelser som er uattraktive for vores aktionærer«.

»AB Inbev undervurderer i høj grad den reelle værdi af SABMiller,« siger Jan du Plessis som er bestyrelsesformand for SABMiller.

Desuden slår han fast, at tilbuddet på 42,15 GBP pr. aktie kun er marginalt bedre end det seneste tilbud på 42 GBP.

Til gengæld har den største aktionær i SABMiller, Altria, sagt, at de anbefaler det seneste opdaterede tilbud fra Anheuser-Busch Inbev. Altria ejer omkring 25 pct. af aktierne i SABMiller.

En eventuel fusion af de to bryggerier vil skabe verdens første reelle globale bryggerikoncern med en markedsandel på omkring 30 pct. og en omsætning på over 425 mia. kr.

Artiklens emner
SABMiller
Cees 't Hart