Fortsæt til indhold

Hvem sidder med ansvaret i en selvkørende bil?

Det gør vi, når infrastrukturen er på plads, lyder det fra bilproducenten Volvo.

Erhverv

Hvordan reagerer andre bilister, hvis chaufføren i en selvkørende bil sidder og læser avis? Og hvem sidder med ansvaret, hvis en selvkørende bil bliver involveret i en ulykke?

Det første vil den svenske bilproducent Volvo skaffe svar på, når man i 2017 i samarbejde med byen Göteborg iværksætter en storstilet test med 100 selvkørende biler, der får 60 kilometer veje i og omkring Göteborg at boltre sig på.

Det andet spørgsmål har Volvos topchef, Håkan Samuelsson, netop besvaret i Washington, hvor han talte på et seminar om selvkørende biler. Her slog topchefen fast, at det juridiske ansvar er Volvos, når bilernes automatiske system er aktiveret, og når den nødvendige infrastruktur er på plads.

Det gør Volvo til den første bilproducent, der har afgivet det løfte.

På mødet i Washington langede Håkan Samuelsson i øvrigt ud efter både de amerikanske og europæiske myndigheder, fordi de efter hans mening halter bagefter med at gennemføre ensartet lovgivning, når det gælder de selvkørende biler.

»De amerikanske myndigheder kan forsinke udviklingen af de selvkørende biler. Fraværet af ét sæt regler betyder, at 50 stater kan have hver sine retningslinjer. Og i Europa ser vi også et kludetæppe af love og reguleringer,« lød det fra Håkan Samuelsson.

I Tyskland har Daimler-koncernen netop sendt den første selvkørende lastbil ud på testkørsler, og Volvo forventer, at de selvkørende biler vil medføre et fald i antallet af trafikulykker. Det sker bl.a. med henvisning til, at 90 pct. af alle dødsulykker på vejene skyldes menneskelig fejl - oftest uopmærksomhed.

»I 2017 indleder Volvo den store hverdagstest af de selvkørende biler i Göteborg. Her skal helt almindelige bilister køre rundt i 100 selvkørende biler for at indsamle erfaringer - dels på hvordan de selv reagerer, og dels på hvordan andre bilister reagerer, hvis personen i en selvkørende bil sidder og læser avis,« fortæller Jan Larsen, der er pressechef for Volvo i Danmark.

»De forskellige bilproducenter har meldt ud, at de forventer at have systemerne klar fra 2020 og frem mod 2028,« siger Jan Larsen.