Fortsæt til indhold

Veloxis etablerer sponsoreret ADR-notering i USA

Veloxis Pharmaceuticals etablerer et såkaldt "sponsoreret Niveau 1 American Depositary Receipt (ADR) program" i USA.

Erhverv
Ritzau Finans

Det oplyser det danske biotekselskab i en meddelse.

- Formålet med etablering af et sponsoreret ADR program er dels at gøre det lettere for amerikanske investorer at besidde og handle aktier, dels at tiltrække nye investorer og dermed udvide den potentielle investorbase, forklarer Veloxis i meddelesen.

Hver ADR repræsenterer 100 ordinære aktier og vil blive handlet på det amerikanske over-the-counter (OTC) marked.

- USA vil som key market være en vigtig kilde til fremtidige indtægter efter lanceringen der af Envarsus, vores én-gang-daglig version af tacrolimus til behandling af nyretransplantationspatienter, udtaler den administrerende direktør i Veloxis, William Polvino, der også ser frem til såvel at opbygge relationer til amerikanske investorer som til at give dem mulighed for at investere i selskabet på en praktisk måde.

Selskabet har som depotbank for selskabets ADR'er udpeget BNY Mellon.

ADR'er er beviser, der er udstedt af en depotbank i USA., og som repræsenterer ejerandele i de underliggende værdipapirer i et ikke-amerikansk selskab. En ADR kan handles, afregnes og besiddes på samme måde som aktier i amerikanske selskaber.

Sponsorerede ADR'er er udstedt af en bestemt depotbank under en depositaraftale indgået mellem udstederen af de underliggende aktier og depotbanken.

Sponsorerede ADR programmer er klassificeret i tre kategorier: Niveau I, Niveau II eller Niveau III afhængigt af, om programmet er noteret eller der gennemføres et offentligt udbud af aktier.

Artiklens emner
Veloxis Pharmaceuticals