Kronprins forlader Falck efter magtkamp
En strid mellem den mangeårige topchef Allan Søgaard Larsen og hans potentielle arvtager Jesper Lok førte i sidste uge til sidstnævntes exit fra koncernen.
Det var længere tids magtkamp, der i sidste uge fik Falck-chef Jesper Lok til at forlade den danske redningskoncern.
Finans erfarer således fra en række kilder med indgående kendskab til sagen, at forholdet mellem Falcks mangeårige topchef Allan Søgaard Larsen og den mangeårige Mærsk-mand Jesper Lok gennem længere tid har været så tyndslidt, at der reelt ikke var anden udvej, end at Jesper Lok måtte forlade Falck efter under et år i koncernen.
Jesper Lok blev ellers af mange anset som en mulig arvtager for Allan Søgaard Larsen, da han sidste år blev headhuntet til at stå i spidsen for en nyoprettet stilling som chef for Falck Emergency, der er koncernens største forretningsområde med en omsætning på over 8 mia. kr.
Men parløbet mellem Jesper Lok og Falck-topchefen løb hurtigt af sporet, da Allan Søgaard Larsen som øverste chef i koncernen og formand for den tidligere DSB-direktørs forretningsdivision blandede sig langt mere i driften, end Jesper Lok mente var hensigtsmæssigt.
Det gav allerede tidligt i forløbet anledning til flere sværdslag mellem de to stærke ledere, og da Jesper Lok samtidig havde et ønske om at lave en større strategisk gennemgang af flere af Falcks forretninger blev forholdet mellem de to direktører yderligere anstrengt.
I sidste ende stod det derfor klart for Falck-formand Peter Schütze, at situationen ikke var holdbar, og derfor var han og den øvrige bestyrelse nødt til at træffe et valg.
»Både Jesper og Allan er stærke ledere, der begge gerne vil bestemme. Der var simpelthen ikke plads til dem begge, og da tingene blev sat på spidsen, havde bestyrelsen ikke andet valg, end at sætte deres lid til Allan,« siger en velinformeret kilde til Finans.
Flere kilder peger over for Finans på, at Jesper Lok trods sin korte ansættelse i Falck havde en vis opbakning i selskabets bestyrelse, blandt andet fordi han havde et godt samarbejde med Peter Schütze i sin tid i DSB, hvor Schütze var formand og blandt andet forsøgte at fastholde Lok via en såkaldt stay-on bonus.
I sidste ende var det dog ikke nok, da Falck-bestyrelsen ikke mente, man kunne gøre Jesper Lok til topchef i koncernen efter kun trekvart års ansættelse.
Allan Søgaard Larsen oplyser til Finans, at han ikke har yderligere kommentarer. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Lok.

