Fortsæt til indhold

Lego må opgive at følge med jule-efterspørgslen

Legos produktion er under stort pres, og der vil blive udsolgt af produkter i Europa, varsler Lego.

Erhverv

Lego og legetøjsbutikkerne er endnu engang blevet løbet over ende af en betydeligt større efterspørgsel end ventet.

Legetøjskoncernen kan ikke følge med efterspørgslen, selv om selskabet har foretaget massive investeringer i et udvidet produktionsapparat.

»Den fænomenale efterspørgsel, som vi har oplevet i første halvår, har været markant højere end vores egne og vores kunders forventninger og prognoser - og det betyder, at vores fabrikker i hele verden er under pres. Alle Lego-fabrikker kører på fuld kapacitet, og vi agter at levere alle de Lego-produkter, som butikkerne allerede har bestilt,« siger Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk.

Men i ugerne frem mod jul skal butikkerne ikke tage for givet at få, hvad de bestiller hjem af nye varer. Lego vil i flere europæiske lande stå i en situation, hvor man ikke vil kunne efterkomme alle de ordrer, der bliver indleveret fra nu af og frem mod jul, varsler Roar Rude Trangbæk.

Den fænomenale efterspørgsel, som vi har oplevet i første halvår, har været markant højere end vores egne og vores kunders forventninger og prognoser.
Roar Rude Trangbæk, Legos pressechef.

Lego øgede i første halvår sit salg i danske kroner med 23 pct. til 14,1 mia. kr.

For Lego er det en bittersød oplevelse. Et stort salg er godt, og legetøjsproducenterne vil helst udnytte deres produktion så meget, at de kører så tæt på kapacitetsgrænsen som muligt for ikke at spilde ressourcer. Derfor er det godt for branchen at have udsolgt at de allermest populære produkter.

Det er også positivt for Lego, at det viser sig, at man har truffet en rigtig beslutning ved i de senere år at have investeret milliarder af kroner i både en udvidet produktion på de europæiske fabrikker og i Mexico, lige som man er i fuld gang med at bygge en kæmpe fabrik i Kina.

Men det er åbenbart ikke nok. Lego kunne tydeligvis have solgt meget mere. Lego har tilsyneladende så meget pres på produktionen, at selskabets ejere, familien Kirk Kristiansen og Lego Fonden, reelt går glip af en masse indtjening, fordi produktionen har vist sig at være markant underdimensioneret.

Om det får Lego til at bygge endnu flere fabrikker, vil Roar Rude Trangbæk ikke afsløre.

»Vi har på nuværende tidspunkt ikke information, vi kan dele omkring potentielle investeringer i yderligere produktionskapacitet,« siger Roar Rude Trangbæk.

Artiklens emner
Top-Toy
Lego