Fortsæt til indhold

Anders And er blevet politianmeldt for skjult reklame

Den Blå Planets hajtema fik lov at fylde alt for meget i et Anders And-blad fra 2013, mener Forbrugerombudsmanden.

Erhverv

Forbrugerombudsmanden læser også Anders And.

En ældre udgave af bladet har nu fanget myndighedens opmærksomhed. I anledning af Den Blå Planets åbning i 2013 var hele forsiden og en historie inde i bladet nemlig akvarieinspireret.

Forbrugerombudsmanden vil derfor politianmelde Den Blå Planet, Egmont Publishing Kids og en tidligere chefredaktør på Anders And-bladet for overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.

»Der er efter min vurdering tale om en overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame. Den Blå Planet og Egmont får blandet betalt og redaktionelt indhold godt og grundigt sammen, så det er umuligt for børn at se, at det er en reklame. Derfor politianmelder vi dem,« siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

På forsiden på Anders And-bladet fra den 14. november 2013 rider Rip, Rap og Rup på en ryggen af en fornøjet hammerhaj, mens Anders And har fat i hajens hale. Forsiden rummer også Den Blå Planets Logo samt et smalt blåt felt med et billede af en haj og en henvisning til en konkurrence.

Længere nede på forsiden vises en tegning af Den Blå Planets Bygning. Bladet indeholder desuden en historie, hvor Anders And besøger det nyåbnede Andeby Akvarium efter en nedslående fisketur. Se forsiden af bladet her.

Det er første gang, Forbrugerombudsmanden politianmelder virksomheder for skjult reklame, som er rettet mod børn og unge.

Den Blå Planet og Egmont Publishing Kids afviser ikke, at hele forsiden på Anders And-bladet var en reklame for Den Blå Planet. Men det kunne de unge læsere godt gennemskue, mener virksomhederne.

Det vurderer Forbrugerombudsmanden ikke. Det skyldes bl.a., at forsiden lignede en almindelig Anders And-forside med henvisning til en historie inde i bladet, og at den ikke var markeret med ord som "reklame" eller lignende. At bladet henvender sig til børn og unge er en skærpende omstændighed, mener Christian Toftegaard Nielsen.

»Der gælder særligt skrappe krav til, hvor tydelig det skal fremgå, at der er tale om reklame, når målgruppen er børn og unge. Da Anders And-bladet er et medie, der primært henvender sig til børn, er sagen alvorlig,« siger hun.

Artiklens emner
Forbrugerombudsmanden