Fortsæt til indhold

Disse brancher trækker væksten i Danmark

Fremgang i flere brancher - nogen har mere fart på end andre.

Erhverv

Hvert år investerer Danmark milliarder af kroner i forskning og udvikling, og det ser ud til, at pengene er godt givet ud.

Virksomheder inden for forskning og udvikling er nemlig den branche i Danmark, der klarer sig bedst, når det drejer sig om at skabe vækst.

Det viser en ny undersøgelse fra Bisnode, der er Nordens største leverandør af kredit- og forretningsinformation.

I gennemsnit havde virksomheder inden for forskning og udvikling en vækst i bruttoresultatet på 198 pct. det seneste år, og branchen er blevet fire virksomheder rigere, så den nu tæller knap 700.

Martin Stabell, risk management specialist hos Bisnode, kalder udviklingen »glædeligt overraskende,« ikke mindst fordi forskning er et af de felter, som Danmark ønsker at markere sig i.

»De meget høje vækstrater viser tydeligt, at Danmark i øjeblikket fastholder og udbygger positionen som et af de førende lande inden for grundforskning,« siger han.

Med flere nye aktører og øget efterspørgsel på bl.a. energidrikke og specialøl indtager drikkevarebranchen andenpladsen, når det gælder vækstskabelse. Således er det gennemsnitlige bruttoresultat for de 144 virksomheder i branchen steget 67 pct.

Særligt en række mindre bryghuse, bl.a. Herlev Bryghus, Skovlyst Production og Amager Bryghus, trækker væksten.

Branchen el-, gas- og fjernvarmeforsyning ligger på en tredjeplads med samme stigning i bruttoresultatet – 67 pct. Her er det Danmarks position som et af de førende lande i verden inden for vindkraft og andre grønne energiformer, som afspejler sig i både væksten og antal nye virksomheder i branchen, mener Martin Stabell.

»Både drikkevarer og energi er traditionelle styrkepositioner og eksportområder for Danmark, og det er godt at se, at der fortsat er høj vækst og udvikling i disse brancher,« siger han.

It-branchen har haft en gennemsnitlig vækst i bruttoresultatet på 37 pct., og siden i fjor er 300 flere virksomheder kommet til, så branchen nu tæller næsten 8.000 virksomheder.

Anført af flagskibe såsom Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma er også den farmaceutiske branche med i toppen, når det gælder vækst. Målt på antal virksomheder er branchen den mindste i top-5, men har haft en vækst i bruttoresultatet på 34 pct.

»Vi ser, at moderne højteknologiske brancher som it og farmaceutiske produkter er blandt de store vækstbrancher i Danmark. Det er godt nyt for dansk økonomi, fordi der er brug for at spille på alle tangenter for at få gang i hjulene igen,« siger Martin Stabell.

Artiklens emner
Bisnode