Iværksættere kritiserer regeringens barsels-udspil
Det er paradoksalt, at regeringen vil fjerne en ordning, der vil skabe vækst i samfundet. Det mener formanden for Dansk Iværksætterforening, Christian Walther Øyraba, skriver Avisen.dk.
Den obligatoriske barselsudligningsordning går ud på, at de selvstændigt erhvervsdrivende årligt bidrager til en fælles barselsfond, der giver økonomisk tilskud til de selvstændige på barsel. Dette skulle få flere kvinder ind i iværksætter-branchen, da kun en ud af tre iværksættere er kvinder. Og sådan har det set ud de sidste ti år, viser tal fra Erhvervsstyrelsen.
Men i regeringens lovprogram fremgår det, at man nu ønsker at afvikle ordningen.
Christian Walther Øyraba, ryster på hovedet af udspillet, da flere kvindelige iværksættere netop vil skabe den vækst og produktivitet, der efterlyses af Lars Løkke og co.
Men da det årlige bidrag til ordningen ser ud til at være langt højere end først beregnet, er der ingen grund til fastholde barselsfonden, mener Venstres erhvervsordfører Hans Andersen.
Ordningen, der blev vedtaget i 2013 af en rød regeringen, har haft alvorlige opstartsvanskeligheder, da den trådte i kraft tidligere på året.
En stor gruppe danskere modtog opkrævninger, selvom de ikke er selvstændige, men blot havde haft en b-indkomst i en periode. Målgruppen for ordningen viser sig at være mindre end først antaget. Derfor vil en korrektion af målgruppen også betyde en forøgelse af det årlige bidrag.
Og så er der ingen grund til at beholde barselsordningen, mener regeringen.
- Vi har hele tiden været skeptiske over for ordningen, og nu ser vi, at den årlige bidragssats på omkring trehundrede kroner årligt vil stige til 1600 kroner. Vi mener ikke, den ekstra byrde for virksomhederne står mål til den eventuelle effekt, det ville have for ligestillingen, forklarer Hans Andersen til Avisen.dk.
At målet med at få flere kvindelige iværksættere må vige pladsen for at gøre det nemmere at drive virksomhed, ser Hans Andersen ikke noget problem i. Han påpeger, at de selvstændige kvinder jo har mulighed for at optjene ret til barselsdagpenge som alle andre.
- Vi er optaget af at gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Og denne ordning vil kun pålægge erhvervslivet yderligere byrder. Det styrker hverken iværksætteriet eller mænd og kvinders lyst til at starte selvstændig virksomhed, fastslår han Hans Andersen.
Han afviser at en fastholdelse af ordningen med et højere bidrag vil få flere kvinder til at blive selvstændige.
Christian Walther Øyraba mener, at politikerne undervurderer, hvilke følger det har, når man ikke giver bedre vilkår til iværksætterne. Han mener, at samfundet taber på, at barsel skal være en økonomisk barriere for iværksætterne.
- Vi går glip af den produktivitet og vækst, der vil komme, hvis flere kvinder skaber virksomheder. Det ville jo give penge i statskassen, siger Christian Walther Øyraba til Avisen.dk.
Han finder det paradoksalt, at Venstre-regeringen, der ellers er fortaler for vækst og iværksættteri, ikke vil gøre det muligt at få flere kvinder til at springe ud som selvstændige.
- Det undrer mig ekstremt meget, at politikerne har så kortsigtet en tankegang, lyder det fra Christian Walther Øyraba.

