Fortsæt til indhold

Folk raser over Lego-nej: Donationer strømmer ind til afvist kunstner

Afvisningen af Ai Weiwei er allerede blevet navndøbt til ”Lego Gate”, og flere forbrugere raser på de sociale medier.

Erhverv

Den 58-årige kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei bestormes af forbrugere og fans på de sociale medier, der vil donere deres legoklodser til et annonceret kunstværk om ytringsfrihed, som skal udstilles på det australske museum National Gallery of Victoria senere på året.

Sympatisørerne har navndøbt sagen ”Lego Gate”, ligesom mange Twitter-brugere benytter hashtags som #Legogate, #legosforweiwei og #LegosForFreedom til at tilkendegive holdningen over for Billund-virksomheden. Her truer flere med at boycotte den danske legetøjsfabrikant.

Tilkendegivelserne kommer efter, at Ai Weiwei i går på Instagram offentliggjorde, at Lego i september afviste at levere et større parti legoklodser til kunstneren.

Lego ville i går ikke kommentere på den konkrete sag, men virksomheden ville dog gerne fortælle om den generelle kommunikationspolitik, der fastsætter, at Lego afviser alle leverancer, hvis firmaet er bekendt med, at produkterne skal bruges til ”politisk kunst”.

Virksomheden understregede samtidig, at det står enhver person frit for at erhverve sig klodserne hos forhandlere eller via andre kanaler.

Ai Weiwei har også selv kommenteret på sagen igen på Instagram, hvor han blandt andet har taget et billede af legoklodser, som er klar til at blive skyllet ud i toilettet. Billedet er akkompagneret med slagteksten »Everything is awesome«, som er et citat fra succesfilmen Lego-filmen fra 2014.

Dette billede har 5.086 Instagram-brugere vendt tommelfingeren op til.

Lego afviser igen i dag at kommentere på forbrugernes og Ai Weiweis reaktioner.

»Vi kommenterer ikke på, hvad folk skriver på de sociale medier. Vi kommenterer heller ikke på, hvad forbrugerne skriver til os i andre sammenhænge, vi modtager løbende henvendelser fra forbrugere fra hele verden omkring forskelle emner, og når de skriver direkte til os, så håndterer vi det internt i virksomheden,« siger Roar Rude Trangbæk, der er pressemedarbejder hos Lego.

En bruger på Twitter undrer sig over, at Lego leverede en større mængde klodser til en event i København i 2008, hvor det stod danskerne frit for at skabe egne legobyggerier. Klodserne blev ifølge brugeren blandt andet blev brugt til at skabe værker med politiske undertoner som illustreret på billedet neden for.

»Dengang leverede vi netop legoklodserne, fordi at rammen for denne event var åbent kreativt byggeri. Og når sådan noget foregår, så sker det ikke i en politisk sammenhæng. Der er stor forskel på at indbyde folk til at bygge frit og til at levere produkter, der indgår i en politisk kontekst. Vi har masser af disse events rundt om i verden, hvor folk indbydes til at bygge lige, hvad de kan forestille sig,« siger Roar Rude Trangbæk.

Et andet billede fra Ai Weiweis toiletkumme er placeret på Instagram med det medfølgende Lego-slogan »We're here to inspire and develop the builders of tomorrow«.

Er I bange for, at det rammer jeres brand og i sidste ende jeres indtjening?

»Vi koncentrer os udelukkende om at bringe kreativt legetøj ud til forbrugerne, og det er der, vores fokus ligger. Det andet er ikke noget, vi kan forholde os til,« siger Roar Rude Trangbæk.

Artiklens emner
Lego