Landmænd spinder guld på græs
Græsgiganten DLF planlægger ekspansion på den sydlige halvkugle. DLF har 25 pct. af verdensmarkedet for græsfrø.
Den danske græsgigant DLF-Trifolium har leveret endnu et rekordregnskab og forbereder nu ekspansion på den sydlige halvkugle.
»Vi ønsker en større markedsandel på den sydlige halvkugle - herunder i Sydamerika, Asien, Afrika syd for Sahara samt New Zealand og Australien. En del af disse markeder ligger i den tropiske klimazone. Derfor vil vi - som noget nyt – engagere os i markedet for tropiske græsser,« fortæller Truels Damsgaard, adm. direktør for DLF-Trifolium.
Andelsselskabet DLF, der er ejet af de danske landmænd, offentliggør i dag et regnskab, hvor både omsætningen og afregningsprisen pr. hektar for avlernes leverancer af græsfrø har været rekordhøj.
DLF er branchens sværvægter med en global markedsandel på 25 pct. Hele DLF’s salg ligger i dag i den tempererede klimazone, men koncernen har store ambitioner om at etablere sig i de tropiske lande i løbet af de kommende fem år.
»Det kommer til at ske via opkøb af lokale virksomheder, som vi venter at kunne styrke ved at tilføre vores forædlingsteknologier. Det vil være alt for tidkrævende og tungt, hvis vi selv skal opbygge en lokal organisation og et tropisk sortiment fra bunden,« vurderer Truels Damsgaard.
Han ønsker ikke at oplyse, hvor DLF især jagter opkøbsmuligheder, men peger dog på, at Brasilien generelt er et meget interessant marked – landet er størst målt på både forbrug og produktion af tropiske græsser.
DLF’s kommende ekspansion i de tropiske lande kan ses som en erkendelse af, at selskabet efterhånden har udtømt størstedelen af vækstpotentialet i den tempererede klimazone. Her er DLF i særklasse global markedsleder og er som regel hovedleverandør af græsfrø til store sportsbegivenheder som VM og EM i fodbold samt OL.
DLF er også fast leverandør til en række af verdens mest kendte fodboldstadions og golfbaner, men det største forretningsområde er dog fodergræs til landbruget. DLF’s kommende satsning på markederne i troperne vil også være fokuseret på salg af fodergræs.
»Det totale marked for græsfrø vokser ikke, men vi venter alligevel, at vi stille og roligt kan øge salget på vores eksisterende markeder. Det store vækstpotentiale for DLF ser vi imidlertid på den sydlige halvkugle og i særdeleshed på en række helt nye markeder i troperne,« siger Truels Damsgaard.
Vi ønsker en større markedsandel på den sydlige halvkugle - herunder i Sydamerika, Asien, Afrika syd for Sahara samt New Zealand og Australien.Truels Damsgaard, adm. direktør for DLF-Trifolium
DLF har allerede i dag aktiviteter i en lang række lande. Netop denne spredning af aktiviteterne er ifølge Truels Damsgaard en af de primære forklaringer på, at selskabet det seneste år har været i stand til at levere en rekordhøj bruttoafregningspris pr. hektar for ejernes leverancer af græsfrø.
Således har eksporten fra DLF’s datterselskab i USA været ramt af den høje dollarkurs, hvilket til gengæld har åbnet mulighed for at DLF har kunnet eksportere rekordstore mængder af græsfrø fra Europa til Kina.
| DLF-Trifolium nøgletal (mio. kr.) | 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 |
|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 3.391 | 3.325 | 2.601 |
| Resultat før skat | 138 | 144 | 114 |
| Balance | 2.223 | 2.065 | 1.697 |
| Egenkapital | 1.053 | 950 | 876 |

