Fortsæt til indhold

Stenrig Fiat-ejer investerer i dansk komet

Den stenrige Agnelli-familie, der blandt andet ejer Fiat, køber sig ind i den danske Allerød-virksomhed Welltec.

Erhverv
Ritzau Finans

Det sker i en handel, der vurderes at ligge i omegnen af halvanden mia. kr. Dette får ejer og stifter Jørgen Hallundbæk til at skrotte planerne om børsnotering af den hurtigt voksende virksomhed, der producerer robotter til olieindustrien.

Det skriver Berlingske Business.

Handlen betyder, at den amerikanske kapitalfond Summit Partners efter otte års ejerskab forlader Welltec og i første omgang overlader sit ejerskab på 26 pct. af aktierne til hollandske 7 Industries. Ved årsskiftet forventer 7 Industries at sælge halvdelen til Exor, der er holdingselskab ejet af Agnelli-familien med en omsætning i 2014 på 122 mia. euro.

- Der har været mange interesserede bejlere, som gerne ville købe enten dele eller endog hele selskabet. Men jeg er glad for, at vi nu har det langsigtede ejerskab på plads. Det betyder, at tankerne om en børsnotering er skrinlagt, siger Jørgen Hallundbæk, der skulle have afvist flere kapitalfondes ønske om at købe virksomheden, til Berlingske Business.

Welltec kommer via partnerskabet med Agnelli-familien, der er blevet kaldt den kongefamilie, som Italien ikke har, i fint selskab med blandt andre bilproducenterne Ferrari, Maserati og Fiat samt fodboldklubben Juventus.

Artiklens emner
Juventus
Maserati