Fortsæt til indhold

Dansk firma holder bilisterne på sporet, men er selv faretruende tæt på afgrunden

Vejstribe-entreprenør er på randen af økonomisk ruin.

Guide-Lines A/S erkender, at det haster med at skaffe ny kapital til selskabet.
Erhverv
Kilde: Licitationen – Byggeriets Dagblad

En af landets største vejstribe-entreprenører, Guide-Lines A/S i Støvring, er i store økonomiske problemer, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Det erkender virksomhedens direktør, Jesper Sørensen, over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

»Jeg kan bekræfte, at vi søger frisk kapital, og det skal gå meget hurtigt, ellers må vi kaste håndklædet i ringen,« siger Jesper Sørensen, der ikke kan udtale sig om beløbsstørrelse.

Guide-Lines A/S indstillede tirsdag sit arbejde og sendte sine 35 medarbejdere hjem, mens ledelsen forsøger at finde en investor.

Virksomheden har i de senere år udkæmpet en intens kamp mod to konkurrerende virksomheder - LKF Vejmarkering A/S og Eurostar Danmark A/S - som tidligere i år tabte en sag i Konkurrencerådet om, at deres konsortiesamarbejde var ulovligt.

Men selv med rettens hjælp har konkurrencen altså alligevel været for stor for Guide-Lines A/S, og det giver anledning til panderynker i branchen.